Hollywoodgate

”Sikke nogle skatte, som de har efterladt os.”

Det er et af de første ord, vi hører, da en lille gruppe talebanere afsøger en enorm hangar med etage-stablede paller af militærudstyr og medicin.

Vi er i Kabul kort efter den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021.

Den hastige afslutning på tyve års krig betød, at man begravede demokratiseringsindsatsen og den generelle genopbygning af Afghanistan. 

Den amerikanske præsident Joe Biden forsikrede ellers, at det afghanske militær og politi var rustet til at tage opgaven på sig, men Taleban var eneherskere få dage efter det sidste evakueringsfly.

Det, der fulgte i kølvandet, er en menneskelig tragedie for millioner af afghanere, der havde valgt side og nu står tilbage med værdiløse skulderklap.

Talebanerne har derimod fået containere fulde af våben til deres genopbygning af landet. Containerne står på en forladt amerikansk militærbase, muligvis CIA’s hovedkvarter i landet, og oser af tragisk ironi.

Sådan behandler ”the greatest nation in the world” sine dødsfjender!

Det hele kan lyde som et pitch til en dårlig propagandafilm, og det er på sin vis også, hvad Hollywoodgate er.

Talebanerne tror, at de kan danse sejrsdans på krigsmateriellet. Så de giver en egyptisk-født videojournalist, Ibrahim Nash’at, tilladelse til at filme, mens de inspicerer krigsbyttet og gør det klar til paradefremvisning.

Det bruger de mange måneder på og glemmer over den tid, hvad de ellers gentager for rullende kamera igen og igen. Nemlig at Ibrahim Nash’at er farlig for dem.

Instruktøren tilbringer et år i denne rotterede af had og mistillid, og han gør det klogt. Holder sin kæft, stiller ingen spørgsmål og nøjes med at observere. Han har kun fået lov at kigge med, fordi han i en årrække har interviewet afghanske krigsherrer.

Indimellem panorerer Ibrahim Nash’at fra talebanerne over på et spejl, der uden mimik møder kameralinsen. Det understreger en vigtig pointe i filmen: Meget af det, vi ser, er fremkaldt af hans tilstedeværelse.

Men slutresultatet er blevet et ganske andet end et taleban-propagandaværk. Snarere er det blevet et mesterligt monument over filmmediets mangedobbelte kraft. 

Hollywoodgate leverer billeder, der supplerer vestligt politikerspin og giver dybde bag nyhedsoverskrifterne.

Samtidig viser den observerende dokumentar også talebankrigere uforberedt: under pauser i tehuset, den ledende kommandør Mawlawi Mansour, der bruger maskinerne i fitnesslokalet, og de unge vagter, som legesyge peger på hinanden med maskingeværer, som man må formode er ladte. 

Her får vi et indblik i, hvor sammensat og menneskeligt det berygtede Taleban også er. Ikke mindst er de komiske.

Mange af dem forstår slet ikke krigens eller flugtens logik. Én skal have forklaret af en overordnet, hvorfor nogle harddiske er efterladt smadret.

Ibrahim Nash’at lader nådesløst en sekvens udfolde sig, hvor fire granvoksne talebanere prøver at gange 67 med 100! Det ender med, at de lander på 67.000, og den kommanderende udskriver en befaling på, at det beløb afsættes, selv om den ene skæver usikkert til kameraet.

Disse Gøg og Gokke-sekvenser kommenteres ikke og bliver ikke forstørret gennem for eksempel musikken, hvilket gør dem så meget desto stærkere.

Kabuls nye konger demonstrerer et refleksionsniveau som indskolingsbørn, der lige har lært ordene og derfor skal smage på dem: ”Han laver dokumentar. Det er ligesom en spillefilm, bare med rigtige mennesker!”

Som andre af historiens bedste dokumentarfilm – for eksempel Werner Herzogs Grizzly Man og Abbas Kiarostamis Homework – understreger den, at autenticitet indfanget af fluen-på-væggen-optagelser ikke er den eneste form for ægthed.

Endnu mere afslørende er det skuespil, der fremføres, mens talebanerne prøver at regne modtageren ud. Når løgnen bliver synlig, er filmmediet et uovertruffent værktøj til gennemlysning. 

Hollywood Gate er selve navnet på militærbyen uden for Kabul, hvor hele det absurde cirkus udfolder sig. Det er et drømmenes palads med transportkasser i stedet for fajance, en skueplads med nye managers og instruktører iført pakolhatte og turban.

Men filmens titel rummer også den kombination af drøm og skandale, der samler sig i filmens evigt fascinerende strøm af øjeblikke.

Den talebanske drøm om at kunne kontrollere og løfte sit selvbillede har et dystert ekko i Natos og USA skandaløst forfejlede forsøg på at gøre det samme i Afghanistan.