På trods af hvad rubrikken siger, er dette ikke en anmeldelse af den nyeste sæson af Homeland. Det er derimod en anmeldelse af sæsonens første afsnit, der i sagens natur blot er del af en større helhed.
Djævlen gemmer sig i detaljen, og denne på samme tid simple og komplekse sandhed holder Homeland sig for øje. For eksempel hedder Islamisk Stat ”ISIL” i CIA’s amerikanske hovedkvarter i Langley, Virginia, mens navnet er ”ISIS” i kontoret i Berlin. Det er umiddelbart en petitesse, men den viser samtidig, at ingen rigtigt ved, hvem fjenden er.
Femte sæson åbner i den europæiske metropol Berlin, hvor Carrie Mathison (Claire Danes) har skiftet CIA ud med et job som sikkerhedsansvarlig for en tysk milliardærfilantrop.
To år er gået siden sidste sæsons hændelser i Pakistan, og Carrie afleverer nu datteren Frannie i børnehaven med et smilende: ”Auf wiedersehen” – for dernæst at gå i kirke!
Modsætningen mellem Carries øjensynligt private kirkebesøg og et arbejdsvisit i den lokale moske er en interessant problemstilling.
Betyder det, at Homeland denne sæson vil gå i dybden med det svære forhold, der er mellem Carries arbejde, som hun ikke kan holde sig fra, og hendes privatliv, som hun ikke længere kan skubbe fra sig?
Det kan i så fald skabe fornyet liv i en serie, der hele tiden kæmper for at overgå sin seneste, vilde plottwist.
Men det er altså en afklaret og måske ligefrem lykkelig Carrie, vi har med at gøre i starten af femte sæson. Dog er hun naturligvis ikke færdig med at blande arbejde og privatliv sammen, hvilket tidligere har trukket veksler på hendes udsatte psyke. Denne gang har hun gennem sit arbejde fundet en ny rødhåret mand, Jonas, som hun håber kan bære det ansvar, eksmanden Nicholas Brody var for ødelagt til.
Carrie og Jonas (Alexander Fehling) deler en tysk familieidyl med børnefødselsdag og ballondyr. Men som en anden af Carries kolleger, den amerikanske journalist Laura (Sarah Sokolovic), siger, kan man tage pigen ud af CIA, men ikke CIA ud af pigen.
Det er også svært, når selv en flytning til Europa ikke er nok til at undslippe sin fortid.
Hurtigt støder Carrie nemlig ind i sin gamle chef og tidligere betroede ven og mentor, Saul Berenson (Mandy Patinkin). De to er dog ikke længere på talefod, da Saul mener, at Carrie ødelagde hans chance for at blive CIA-direktør. I stedet må han tage til takke med en titel som chef for agenturets Europa-afdeling, og han tager til Berlin, da en sikkerhedsbrist udvikler sig katastrofalt.
Mellem linjerne skyldes de sure rønnebær nok lige så meget, at Carrie har forladt ikke bare CIA, men også ham.
Også Peter Quinn (Rupert Friend) spøger fra Carries fortid. Hans forhold til Carrie har også lidt en krank skæbne, men med romantiske forviklinger som bagtæppe. Quinn agerer nu ensom ulv, der uden spørgsmålstegn slår potentielle terrorister ihjel.
En af seriens største styrker er netop, at den giver helvede i den politiske korrekthed. Selv de åbensindede borgere i Berlin kigger mistænksomt på den muslimske mand på gaden, der med sit fuldskæg ligner en islamisk kriger.
Men tro mod tidsånden er han en internetkriger, der kæmper for en digital og gennemsigtig fremtid. Denne cyberaktivist er tydeligt inspireret af whistleblower’en Edward Snowden, og det er fascinerende at se Homeland behandle så aktuelle problemstillinger som flygtningekrise og overvågningssamfund.
Og kan man indimellem opleve, at historien ikke afvikles på karakterernes præmisser, så kan man omvendt sige, at Homeland er den samtidsserie par excellence, der viser, at vi alle er bønder på livets spillebræt.
Det er endnu umuligt at forudsige, om Homeland kan revitalisere sig selv. Ikke meget skal gå skævt, før vi er tilbage i det hysteriske sæbeopera-univers, men indtil videre er den nye realisme lovende. Og under alle omstændigheder bliver det med garanti underholdende til den bitre ende.
Kommentarer