The Homesman

Der er selvfølgelig hæderlige undtagelser, som Johnny Guitar, McCabe & Mrs. Miller og tv-serien Deadwood. Men i det store hele findes der meget få gode westerns med stærke, kvindelige karakterer.

I de klassiske westerns får kvinderne enten lov til at være prostituerede, indianere eller husmødre, som bønfalder deres mænd om at komme sikkert hjem fra de eventyr, de skal ud på.

På en måde er det forståeligt, at kvinderne spiller så lille en rolle, for efter alt at dømme var det brutalt patriarkalske vilde Vesten i det nittende århundrede et modbydeligt sted at være for en kvinde.

The Homesman, Tommy Lee Jones’ anden spillefilm som både instruktør og manuskriptforfatter, kæmper prisværdigt for at rette op på denne ubalance ved at præsentere en historie, der er centreret om kvinderoller. Og både den udtalte mangel på muligheder, som kvinder i Vesten havde, og det hårde liv, mange var tvunget til at leve, bliver en motor for filmens plot.

Hovedpersonen er Mary Bee Cuddy (Hilary Swank i sin bedste rolle siden Million Dollar Baby i 2004), en gudfrygtig og handlekraftig kvinde med et blomstrende landbrug, der nu som 31-årig er for gammel til at blive gift væk og for ”ligefrem” og ”for kommanderende” til at blive taget i betragtning af den mand, hun bejler til.

Mary Bee lider måske af ensomhed under de lange nætter på Nebraskas sletter, men hun klarer den alligevel bedre end tre af de gifte kvinder i byen, som alle har mistet forstanden.

Arabella Sours (Grace Gummer) er blevet katatonisk, efter at hendes tre børn er døde af halsbetændelse. Theoline Belknapp (Miranda Otto) har kastet sit eget spædbarn ned i et lokum. Og Gro Svendsen (danske Sonja Richter) er blevet sindssyg efter tabet af sin mor og tror nu, at hun er besat af onde ånder.

Ingen af byens mænd er, ja, mænd nok til at påtage sig den skræmmende opgave, det er at køre de tre kvinder øst til Iowa, hvor en venlig samaritaner (Meryl Streep i en herlig, lille rolle) har tilbudt dem et tilflugtssted. Så Mary Bee træder til.

Ved et tilfælde støder hun på George Briggs (Jones), en slyngel, som er blevet efterladt med en løkke om halsen på en urolig hest, fordi han har tilranet sig en anden mands land.

George lover i desperation at hjælpe Mary Bee med at fragte kvinderne over prærien, hvis hun befrier ham, og det umage par drager af sted på en rejse, som på mange måder – bogstaveligt og symbolsk – bevæger sig i den modsatte retning af så mange andre westerns.

Rodrigo Prietos strålende widescreen-billeder fanger skønheden, men også den truende tomhed af sletterne, de bevæger sig igennem. Det er et landskab blottet for træer, hvilket betyder, at de kan se omstrejfende skurke og fjendtlige indfødte fra miles afstand, men samtidig tilbyder landskabet ingen steder at skjule sig.

Den rejsende flok på fem begynder efterhånden at arbejde tættere sammen for at overleve, selvom det hele tiden står klart, at de tre kvinders underliggende galskab, Georges utroværdighed og usikkerheden om Mary Bees plads i verden er konstante trusler i forhold til deres harmoni og sikkerhed.

Det måske mest interessante, men også mest kontroversielle ved filmen er et tvist tre fjerdedele inde i historien, der kommer som et regulært chok.

The Homesman kæmper for at finde sig selv efter dette, og nogle tilskuere vil måske føle sig forrådt ved tabet af en af filmens mest tiltalende karakterer. Selvom Meryl Streeps optræden til sidst hjælper gevaldigt, føles afslutningen mærkeligt flad.

Bortset fra det står dette dybsindige og flot udførte værk som en værdig efterfølger til Jones’ fremragende debut, The Three Burials of Melquiades Estrada, som på trods af sin nutidige ramme også var en nyskabende western.