Honey

Engang sagde vi i Danmark, at vi er verdensmestre i børnefilm. Det var i 1980’erne, hvor film som Gummi Tarzan og Busters verden tog alle med storm. Men da årets bedste danske børnefilm sidste år skulle kåres, var der ingen kandidater. 

Der havde simpelthen ikke været premiere på en eneste siden februar 2023! 

Men måske er der en ny bølge af gode børne- og ungdomsfilm på vej. I oktober sidste år fik vi den morsomme og begavede Børnene fra Sølvgade, og nu kommer erfarne Natasha Arthys Honey, der lægger sig i traditionen af socialrealistiske børnefilm fra dengang, far var knægt, og samtidig er en film af sin egen tid. 

Honey er en skøn pige på tretten år. Hun har netop skiftet skole. Da hun skal introducere sig selv for sine nye klassekammerater, fortæller hun, at hendes mor er advokat og ejer en restaurant. 

Det er dog en sandhed med modifikationer. 

Moren gør rent på et advokatkontor og arbejder i en pølsevogn. Da hun altid er på arbejde, er det Honey, som må pakke flyttekasserne ud i deres nye lejlighed. Faren dyrker hamp i sit hjem – et skur ved havnen, hvor Honey sover på sofaen foran fjernsynet, midt mellem plantelys og ulovlige rusmidler. 

Alt for ofte må Honey også tage sig af sin storesøster Mikala, der har Downs syndrom og brug for lidt ekstra hjælp i hverdagen. Det er derfor Honey, der bliver ringet op, da Mikala en dag er blevet væk. Hun er ellers midt i en tamburin-tjans og vil gerne gøre et godt indtryk på den seje og flotte 9. klasseelev Oliver, der er vikar for læreren, og som spiller og synger Hurtige hænder af Minds of 99. 

Selv om Mikala hurtigt bliver fundet, forstyrrer opkaldet magien og gør det hele kikset for Honey, der elsker musik. Hun virker mest tilpas, når hun sidder med en ramponeret mandolin, klimprer små sange og synger for sig selv. 

Mandolinen har tilhørt hendes morfar Marcel. Han er lidt af et mysterium, fordi hendes mor ikke har fortalt andet, end at morfar er død. Det med at lyve har Honey ikke fra fremmede, for morfaren er bare på plejehjem. Han er en sur skid, der har svigtet sin familie noget så fælt. 

Marcel er først enormt afvisende, da Honey nærmest tilfældigt finder frem til ham. Men han tør efterhånden op og giver hende lidt af det, hun mangler: opmærksomhed, støtte og opbakning. 

Han ser, hvor sød og dygtig hun er til at spille og synge. Og han bliver den katalysator, hun har manglet i sit liv til at lære at sige fra og stå ved sig selv, på trods af at hverken han eller hun er perfekte. 

Sådan er det også med filmen. 

Honey fungerer lidt på trods. Historien er en smule overdrevet, men det er også med til at gøre det hele sjovere og mere rørende. Natasha Arthy, der har skrevet manuskriptet sammen med Mette Neerlin, har leveret begavet underholdning for børn og unge siden 90’erne – med serien Container Conrad, filmene Mirakel og Fighter og julekalenderen Julefeber. 

Børnefamilier kan godt glæde sig over at have hende tilbage! 

Selma Sol Í Dali Papes skuespil som Honey gør filmen til en sommerfuglebaskende rar oplevelse. Man smiler og græder med hende hele vejen. 

Jesper Christensen som morfar Marcel trækker lidt på sin barske glansrolle fra Bænken, og Sidsel Boel Kruse, der er kendt fra TV 2-dokumentaren Et ægte par – om hendes og ægtemandens liv med Downs syndrom – er et scoop som storesøster Mikala. 

Fotograf Eddie Klint skaber også smukke billeder, der står som fed kontrast til det lidt triste sociale boligbyggeri, familien bor i. De efterårstriste marker tager sig flotte ud, og ofte er vi helt tæt på Honeys hænder på mandolinen eller hendes slidte sneakers på terrazzo-trappetrin. 

Musik, mobiler og sociale medier fylder en del i fortællingen, men den er samtidig tidløs. Måske bliver Honey ligefrem fremhævet om ti-tyve år, når vi tænker tilbage på dansk børnefilms anden guldalder.