Honning Margrethe og eventyrhaven

I 1998 havde animationsstudiet Pixar premiere på sin anden 3D-animerede film: Græsrødderne, som handler om en tapper myres kamp for at redde sin myretue fra en bande af grådige græshopper.

Historien i Honning Margrethe og eventyrhaven er mere eller mindre den samme – bare rettet mod et endnu yngre publikum.

Denne gang er det ikke myrernes, men biernes verden, som vi dykker ned i.

Her møder vi den fattige tryllekunstner Apollo Fårekylling, der som en anden Jesper Fårekylling vandrer rundt som vagabond med hul i hatten og optræder med sit enmandstrylleshow. Han er en klodset og naiv, men inderst inde godhjertet klodsmajor.

Eventyret begynder, da han en dag hører en bi synge La Vie en rose ved bredden af en dam. Bien viser sig at være biernes dronning, Honning Margrethe, der har sneget sig væk fra stadet for at udforske verden udenfor.

Biernes traditioner forbyder hende nemlig at forlade stadet. Kun på hendes fødselsdag må hun komme udenfor. Hun keder sig bravt over det evindelige arbejde med at styre honningproduktionen, og hun føler sig ensom.

De to insekter mødes over sangen og forelsker sig hurtigt.

Uheldigvis har Honning Margrethes onde kusine, hvepsen Jenny, brugt Apollo som lokkedue i sin plan om at kidnappe bidronningen for selv at blive dronning over bistadet.

Honning Margrethe og eventyrhaven giver sig ud for at være et letforståeligt børneeventyr for de mindste, men plottet er så rodet, at selv denne anmelder har svært ved at hitte rede i handlingstrådene.

Ting opstår for blot at blive glemt igen. Honning Margrethes drømme om frihed tilsidesættes. Fejringen af hendes fødselsdag forkastes. En hemmelighed fra Apollos fortid kommer for lyset, men uden at blive brugt til noget. Flere karakterer dukker bare op halvvejs inde i filmen uden nogen videre forklaring.

Ikke mange børn vil kunne følge med i det morads.

Meget mening giver det heller ikke, at filmen skal forestille at være et klassisk børneeventyr. Der bliver nemlig ikke gjort brug af mange af eventyrgenrens virkemidler, og det virker alt sammen som en kulisse, som man ubehjælpsomt har proppet historien ind under.

Honning Margrethe og eventyrhaven er den franske instruktør Arnaud Bourons spillefilmdebut. Antoon Krings har både skrevet manuskriptet og filmens bogforlæg.

Det er tydeligt, at instruktøren har haft knappe midler, men selv et skrabet animationsbudget er ikke en undskyldning for et kedeligt og uinspireret animationsdesign.

Figurerne er for størstedelen honningsøde og nuttede, men uden barnlig charme.

Hvepsen Jenny er designet som en overseksualiseret femme fatale med store botox-læber, hvepsetalje og en kjole, der er så nedringet og højtaljet, at hun nærmest går nøgen rundt. Og det er ikke på sådan en Anders And-agtig måde, for hun ligner mere et menneske end en hveps.

Af uforklarlige årsager har en flue også så store botox-læber, at de fylder hele hovedet.

Mest kreativ er designet af piratbanden, der består af forskellige former for natsværmere og myg. Her har en natsværmer et stort dødningehoved på sine vinger. Men det ser ud, som om hver figur har haft sin egen animator, og ingen har haft blik for helhedsindtrykket.

De danske stemmeskuespillere gør et hæderligt arbejde for at puste liv i insekterne, men dialogen er så tung og klæbrig som honning – og umulig at få til at lyde bare nogenlunde naturlig.

Man kan også spørge sig om, hvem filmens publikum egentlig er. For Jennys plan viser sig at være overraskende ond, filmens unge publikum og overordnede nuttede tone taget i betragtning.