Da den amerikanske skuespiller og instruktør Dennis Hopper i 1970 møder en af filmhistoriens mest signifikante skikkelser i form af Orson Welles, virker det som et oplagt match.
Hopper er på daværende tidspunkt en ung og fremadstormende filmskaber.
I en beskeden alder af 34 har han lige haft premiere på den i dag ikoniske Easy Rider. Filmen er en knytnæve i hovedet på det gamle Hollywood og indvarsler ”New Hollywood”, hvor instruktørerne får mere magt, og hvor man bevæger sig væk fra de klassiske formler.
Hopper bliver udråbt til filmens redningsmand akkurat som Orson Welles, da han – blot 26 år gammel – lavede Citizen Kane i 1941.
Med sin instruktørdebut skabte Welles idéen om en mere uafhængig gren af Hollywood, selv om det først for alvor manifesterede sig senere.
Hopper gør netop med sin nærmest lovløse hippietilgang til filmproduktion denne uafhængighed til det nye sort i Hollywood.
Så selv om de er vidt forskellige – Hoppers fandenivoldske attitude over for Welles’ europæiske intellekt – deler de status, da de sætter sig sammen for at tale en novemberdag i Los Angeles.
Det bliver i dokumentaren til en 130 minutter lang snak om stort og småt, filosofi og sex, Elvis og Antonioni.
Samtalen var egentlig forsvundet, men for nylig blev de gamle 16mm-ruller fundet, og med knitrende sort-hvide billeder sidder vi i første parket til noget, der kunne have været en helt privat samtale. Det er som at kigge gennem nøglehullet til to af filmhistoriens store skikkelser.
Problemet er, at samtalen sjældent formår at blive særligt interessant, endsige mindeværdig. Hopper forklarer, at han har set Antonionis De elskendes eventyr syv gange og er faldet i søvn hver gang. Welles er enig og supplerer: ”Det må være hans sjæl, der keder sig.”
Når store filmkunstnere deler ud af deres afsmag, er det ofte fængende, men i dette tilfælde savner man en argumentation og sidder tilbage med en fornemmelse af, at de ikke har forstået det eller sat sig ind i Antonionis univers.
På intet tidspunkt ses Orson Welles i dokumentaren. Til gengæld vises Hopper fra fem-seks forskellige kameravinkler, mens han drikker alkohol, spiser pasta og bapper på Marlboro-smøger.
I et hjørne bag ved kameraet sidder Welles med den mørke, dybe røst og agerer inkvisitorisk journalist. Men faktisk er samtalen ment som en del af hans daværende projekt om et døende Hollywood ved navn The Other Side of The Wind – som først blev færdiggjort og kom på Netflix i 2018.
For alle interviews gælder det, at spørgeren ikke må skinne klarere end den, der bliver udspurgt. Hopper har svært ved at fuldføre sine sætninger, og gradvist går det op for én, at Hopper slet ikke er Welles værdig.
Det blev da heller ikke til flere instruktørsucceser end Easy Rider for Hopper, som først og fremmest var en gudbenådet skuespiller.
Det oplagte stormøde viser sig mere end noget andet at være et interessant karakterstudie.
”Jeg ville elske at forandre verden på en hvilken som helst måde. Om det så er film eller noget andet,” forklarer Hopper på et tidspunkt.
Welles fnyser.
”Hvordan kan du sige det? Det er jo bare en fin, tom udtalelse uden betydning. Det er charmerende og elskeligt, men det giver ikke mening.”
Kommentarer