The Host baserer sig på Twilight-forfatteren Stephenie Meyers roman af samme navn fra 2008, og selvom der hverken er vampyrer eller varulve, er det endnu en episk paranormal romance om umulig kærlighed, skræddersyet til det hormonboblende teenagepublikum.
Stephenie Meyer har denne gang kastet sig over science fiction-genren. I en ikke nærmere defineret fremtid har de fredselskende, men dybest set halvfascistiske rumvæsner Sjælene overtaget størstedelen af menneskekroppene på Jorden. Alt ånder egentlig fred og idyl. På overfladen.
En lille gruppe overlevende mennesker, heriblandt den unge kvinde Melanie, lever på evig flugt fra en lille specialenhed af Sjæle, der er anført af den særligt ihærdige Søger (Diane Kruger): en kold og stramtandet tante, der ingen midler skyer for at opspore og fange friske værtskroppe til nyankomne artsfæller.
Da Melanie bliver fanget og får implanteret sjælen Wanda, dør Melanies viljestærke personlighed imidlertid ikke, og derved kommer hendes krop til at rumme både hende selv og Wanda.
Melanie og Wanda spilles begge af Saoirse Ronan, der brød igennem med overbevisning i Soning. Og hun kæmper en brav, men forgæves kamp for at gøre det troværdigt, når Melanie – med bitchy teenageattitude – strider imod Wanda, der ligesom andre Sjæle også overtager sin værts hukommelse og drømme. For det meste falder denne personlighedsspaltning temmelig tåkrummende ud.
Melanie får snart overtalt Wanda til at flygte til de overlevende menneskers underjordiske skjulested i ørkenen, hvor Melanies lillebror Jamie og kæreste Jared venter. Og så sker det selvfølgelig. Wanda forelsker sig i en ung mand, Ian. Pinligt! For det forelskede par vil selvfølgelig gerne være lidt alene, hvilket er svært, når man helt bogstaveligt har en anden person i hovedet.
Ligesom Twilight-serien er The Host båret af en smålummer hentydning til menneskets ”stærke, fysiske drifter”, som Krugers Søger advarer Wanda om.
I den underjordiske hule, der ligner sandfarvede rester fra papmachéen til søløve-grotten i Nissebanden på Grønland, stagnerer filmen helt i et trekantsdrama mellem Melanie, Wanda og Ian og med Jared som fjerdehjul.
Det er i denne følelsesrektangel – og ikke i Wandas dilemma i forhold til at forråde sit eget folk – at Meyers primære interesse ligger. Men Meyer synes ikke at have evnerne til at skildre den svære kærlighed i andet end de mest slidte ungpige-romantiske klicheer.
Der er sine steder habile visuelle effekter, men overordnet er der noget halvbilligt og sjælløst over The Host i Andrew Niccols uinspirerede instruktion. Man mærker instruktørens forkærlighed for stålkolde og sterile fremtidsmiljøer, som han også gav prøver på i Gattaca og S1mOne, men helt overbevisende bliver hans version af fremtiden aldrig.
Skuespillerne ligner nogle, der har lyst til at være helt andre steder. Kruger virker utilpas i sin isdronnings stramtsiddende, mælkehvide hørbuks. Et par Calvin Klein-modeller agerer Jared og Ian, om muligt endnu mere blodfattigt end vampyrerne i Twilight. Og William Hurt kører på rutinen som den gamle, skøre onkel Jebediah, der som leder af menneskegruppen selvfølgelig viser sig at være mere genial end gal.
Slutningen lægger kraftigt op til en fortsættelse, men romanforlægget har til forskel fra Twilight-serien endnu ikke fået nogen efterfølgere, og hvorvidt der kommer flere film, afhænger af billetsalget.
Takket være Stephenie Meyers solide fanskare kan hendes nye kærlighedseventyr dog vise sig at blive endnu en kassesucces verden over. Det er en af den slags selvfødte blockbustere, der som en ringe repræsentant kan komme til at udgøre kernemålgruppens første møde med sci fi-genren på det store lærred.
Man frygter, hvilken genre Stephenie Meyer presser sine smålumre romancer ned over næste gang.
facebook
twitter
Kommentarer