Houdini

Magi og illusionsnumre er fantastisk tegnefilmstof. Men selvom der er rigeligt af den slags i historien om, hvordan en geskæftig dreng bliver den bedste tryllekunstner i verden, er det svært at se, hvorfor den lunkne, franske tv-film Houdini er relevant for det danske biografpublikum.

Harry er tolv år og tænker kun på én ting: at blive en stor tryllekunstner. Den største, faktisk. Men selvom han øver sig og optræder i forældrenes lade på deres lille gård, er han langt fra drømmen. Lige indtil virkelighedens store, serbiske opfinder og mystiker Nikola Tesla en dag kommer til byen.

Tesla indvilliger i at oplære den ivrige Harry og tager ham med til sit mystiske palæ i New York, så han kan deltage i en stor konkurrence ved afsløringen af Frihedsgudinden. Sammen med Teslas niece Beth og robotten Amrold kaster Harry sig ud i magiens verden.

Men det er ikke let at blive en dygtig tryllekunstner, og der ligger mange udfordringer på Harrys vej. Ikke mindst da Teslas gamle rival Sinart dukker op med en dyster plan og et tilbud til Harry.

Den Houdini, der kommer i danske biografer, er egentlig produceret som tv-film til den franske kanal France 3, mens der både er et computerspil og en tv-serie i 26 afsnit på vej i produktion. Det hele er del af den franske animator og instruktør Cédric Babouches ambitiøse multi-platformsprojekt.

Og på papiret lover det faktisk godt. Houdini lader to faktiske genier møde hinanden i fiktionen. For selvom de aldrig mødtes i virkeligheden, rummer kombinationen af den store opfinder Tesla og en af verdenshistoriens mest berømte og berygtede illusionister mængder af fantastiske muligheder for en kreativt sprudlende animationsfilm.

Men Houdini lykkes ikke helt. Særligt fordi filmens to hovedfigurer falder lidt til jorden.

Barnet Harry Houdini er bare ikke lige så interessant som den mytologiske figur, han blev som voksen. Her er Harry blot en helt typisk tegnefilmspirrevip, der ikke skiller sig ud fra mængden af unge tegnefilmhelte.

Det samme gælder Tesla, der er blevet gjort tandløs og ufarlig. Han er ikke en genial, men misforstået opfinder med bizarre idéer. Han er i stedet en hyggeonkel med kedeligt sunde og ærlige idealer og hjertet på rette sted.

I det hele taget er Houdini mere troskyldig end morsom.

Og så er der simpelthen for stor spændvidde mellem historiens spektakulære glansnummer på den ene side og den uinspirerende komik og tilbageholdte eventyrlyst på den anden.

Til gengæld er New York anno 1886 en fantastisk tegnefilmkulisse. Der er hestevogne og gadesælgere overalt i byen, som omkring århundredeskiftet fremstår moderne og gammeldags på én gang. Og skyskraberne skyder til vejrs med et ungdommeligt vokseværk, der en dag vil ramme nutidens skyline. Et sted, hvor skabertrangen kunne nå magiske højder.

Karaktererne er storøjnede og nuttede, og filmen har mange træk fra både japansk manga og den fransk-belgiske tradition med nik til klassiske tegneserier som Lupin III og Splint & Co.

Looket er børnevenligt, letfordøjeligt og passer godt til filmens lette og nysgerrige stemning. Men selvom det unægteligt er dygtigt animationsarbejde, er de bløde akvareller lige vel parfumerede.

Houdini bærer i det hele taget præg af at være tænkt til tv og ikke til biograflærredet. Filmen er ikke engang en time lang, og det kan mærkes på historien, der haster af sted og ikke giver plads til at folde universet og tryllerierne ud.

Man kunne utvivlsomt finde stof til en halv time mere. Der er masser af potentiale i det gamle New York, i Teslas opfindelser og i Houdinis magi, som Cédric Barbouche bare ikke formår at forløse.