House of the Dragon

Alarmklokkerne ringer.

I kongebyen ved havet ringer klokkerne under dragernes vinger. Dronningen er død i fødslen af rigets tronarving. Snart efter dør den nyfødte søn også.

Westeros er i krise.

I den virkelige verden ringer alarmklokkerne også. Gamle traumer vækkes til live tre år efter afslutningen på den største fantasy-serie til dato.

Finalen i Game of Thrones var en forræderisk katastrofe. Alt, der blev lovet, gik tabt. Alt, der definerede HBO’s revolution af fantasy-genren, kollapsede i et sindssygt flammehav.

Ansvaret kan tilskrives seriens for høje ambitionsniveau. En hybris om en realistisk skildret serie med de mange tangenter og sideveje, som det virkelige liv fører dig hen af.

At vende tilbage til Westeros er dermed at håbe på, at de nye serieskabere – bøgernes forfatter George R.R. Martin og Ryan J. Condal samt konceptuerende instruktør Miguel Sapochnik – ikke begår samme fejl.

Efter seriens første seks afsnit tyder det på, at lektien er lært.

Historien i House of the Dragon er langt mere simpel. Vi befinder os lidt under 200 år før begivenhederne i Game of Thrones. Den magtfulde familie Targaryen regerer landet med sine drager. Ingen andre huse kan udfordre deres magt.

Da enkekongen står uden mandlig arving, vælger han at lade sin datter Rhaenyra (Milly Alcock) blive tronfølger, hvilket får størstedelen af landet til at protestere. Den stærke kvinde er hovedperson og repræsentant for seriens grundtema om kvindernes forhold til magten.

Og så sker det, som altid sker. Kongen (Paddy Considine) gifter sig igen, og den nye dronning føder en dreng. Men kongen vil ikke ændre sin beslutning om, at datteren skal være rigets første kvindelige regent.

Det trækker op til krig, det ved alle. Start-knappen bliver kongens død. Hvornår den så end måtte komme.

Grundet den mere simple historie bevæger tiden sig hurtigt. Halvdelen af første sæson i House of the Dragon skildrer en længere tidsperiode end hele Game of Thrones tilsammen.

Det er seriens største styrke.

Når kampen om magten er et langsomt spil skak, giver det en sjælden rus, at vi springer ti år frem, når næste træk foretages. Som når Rhaenyra selv føder en søn i en hård fødsel, og dronningen ønsker at se barnet.

Rhaenyra tør ikke overlade sin nyfødte søn til dronningen på grund af tronfølgen. Derfor vandrer hun selv igennem slottets korridorer og trapper med sin søn, smadret af fødslen og med et spor af fødselsblod bag sig.

En anden årsag til springet i tid er, at forlaget denne gang ikke er en roman, men et opslagsværk over Westeros’ historie. Her skildres begivenhedernes gang ud fra en fiktiv, fremtidig historiker og ikke fra figurerne selv.

Derfor mangler den dybdegående karakterskildring også.

Vi mangler en rolle som Nikolaj Coster-Waldaus nuancerede Jaime Lannister. Hans pendant er Matt Smiths prins Daemon, der med et sigende skurkenavn er denne series Claudius. Kongens bror med smag for magt.

Han spilles lige så overbevisende, som Matt Smith (The Crown, Doctor Who) altid spiller sine roller, og selvfølgelig er hans fortælling ikke nær så klassisk, som hans arketype gør ham til. Men de mange lag mangler indtil videre.

Andre steder ligner House of the Dragon sin storebror.

Serien byder på nogle af de bedste kulisser og visuelle skabelse af universet siden Ringenes herre. Følelsen af at være i Westeros er om muligt endnu mere overbevisende end i forgængeren, ikke mindst takket være den nye series klare fokus, hvor kongebyen King’s Landing er absolut centrum.

HBO er kejserne af højkvalitets-tv. Ingen kan slå kanalens mægtige drager, der fra starten af serien pryder billedsiden og giver det ellers meget historisk funderede drama den knivspids magi, der får fortællingen til at løfte sig.

Samtidig er vi ude i akkurat den samme fortælling om den altfortærende magt, der står på alt for tynde ben. Når vi handler som de mennesker, vi er, bryder magten sammen.

Politik er sjældent dikteret af fornuft – langt oftere af forfængelighed, seksualitet og had.

Der er intet nyt under solen, men vi har fået en mere voksen og velovervejet serie, som forsøger ikke at gabe over for meget.

På den anden side er krigen ikke begyndt endnu.