The House That Jack Built

I Lars von Triers første spillefilm, Forbrydelsens element fra 1984, jagter hovedpersonen en seriemorder, der dræber små piger efter et udspekuleret system. I The House That Jack Built har seriemorderen indtaget hovedrollen.

Fem kapitler med fem mord over tolv år viser Jacks bizarre gerninger i 70’ernes nordvestlige USA, samtidig med at han fører en dialog med en mystisk hr. Verge – på samme måde, som Joe i Nymphomaniac fortæller sin livshistorie til Seligman.

Ofrene er primært kvinder, men Jack skåner ingen, heller ikke børn og dyr, som er dem, vi i biografen har sværest ved at se blive gjort fortræd. Filmens frygteligste og stærkeste drabsscene involverer en enlig mor og hendes to børn. Det gør ondt at se, men samtidig indeholder scenariet en grotesk humor, der trækker i modsatrettede følelser og gør filmen til en foruroligende oplevelse.

For Jack, der overbevisende gestaltes af Matt Dillon, er mordene en slags kunstværker. Han fotograferer sine ofre og sender billederne til en avis, hvor han underskriver sig: Mr. Sophistication. Det minder om navnebroren Jack the Ripper – historiens mest ”berømte” autentiske seriemorder, der i slutningen af 1800-tallet dræbte en række kvinder, fjernede organer og angiveligt sendte gådefulde breve om sine ugerninger til medierne.

Triers Jack er indbegrebet af en psykopat – intelligent, forførende, egoistisk, narcissistisk og totalt uden empati – og Trier lukker os ind i Jacks sygelige sind.

Han har gerne villet være arkitekt, men forsøget på at bygge et hus endte i en eklatant fiasko. I stedet fik han en anden karriere. ”I kill,” som han siger – en replik, der er taget fra Triers egen punchline i kortfilmen Occupations (2007), hvor instruktøren med en hammer forvandler en irriterende filmanmelder til en blodpøl.

Jack lider også af tvangstanker, og der er næppe nogen tvivl om, at han i et vist omfang er Triers alter ego.

Som når han udstiller menneskets jagtritualer som en rendyrket perversion, eller når han filosoferer over alt fra Stuka-bombefly, gotisk arkitektur og Blakes digtning til religionens blændværk og kunsten at dyrke druer.

Jack er mørkets fyrste i dialogen med Verge, der repræsenterer romantikkens forestilling om det gode, det sande og det skønne – et ideal, som vises med gentagne optagelser af pianisten Glenn Gould.

Men det er værd at bemærke, at Verge spilles af Bruno Ganz, der på mesterlig vis inkarnerer Hitler i Der Untergang. For vi skal tage ”det gode med det onde”, som Trier sagde efter hvert afsnit i Riget.

I The House That Jack Built viser instruktøren også klip fra sine tidligere film i en montage, hvor vi blandt andet ser verdens udslettelse i Melancholia og undergangsvisionerne i Forbrydelsens element og Europa.

Triers nye film er hans mest brutale og sadistiske til dato. Han nyder tydeligvis at pine publikum. Det er selvfølgelig udfordrende, men i en verden, hvor en psykopat som Peter Madsen er blevet dyrket i medierne, er ondskaben desværre ikke hentet ud af det blå.

Emnet taget i betragtning er filmen paradoksalt nok Triers måske mest moralske værk.

Indignationen er mærkbar, når Riley Keoughs blondine Simple desperat råber på hjælp, men bliver mødt af tavshed i boligkomplekset. Som Jack konstaterer: ”Nobody wants to help.”

Det samme gælder Jacks frustrationer over, at kvinder per definition er ofre, mens mænd er født skyldige. Man er i tvivl om, hvor meget Trier her identificerer sig med Jack, men det lyder nærmest som en kommentar til #MeToo-kampagnen.

Scenen, hvor Jack, foruden at skære en kvindes bryster af, taler foragteligt om kvinders intelligens, skal nok vække debat og blive anklaget for misogyni.

Seriemorderen får til sidst skabt sit store værk i kølerummet, hvor han opbevarer ligene. Det knytter an til filmens titel, men også til nazisternes masseudryddelseslejre, hvilket sætter psykopatens ugerninger i et skræmmende, historisk perspektiv. Som Chaplins kvindemorder siger i sin forsvarstale i Monsieur Verdoux: I en verden, der bygger ødelæggelsesvåben med det ene formål at begå massedrab, er jeg som massemorder en amatør i sammenligning.

Men det moralske aspekt kommer især frem i filmens mesterlige slutning, der refererer til Dantes rejse gennem helvede og er en slags omvendt version af finalen i Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

Det er filmens visuelle og tankemæssigt storslåede klimaks, som i sig selv er hele filmen værd. Forestil dig, at man har samlet hele civilisationens lidelse i én lyd, og du har en fornemmelse af, hvilke dimensioner Trier arbejder med.

The House That Jack Built står som en monolit over Triers karriere, et storslået værk, der diskuterer skabelse og destruktion i den menneskelige eksistens og, ikke mindst, i Triers egne film.

Som altid er den tekniske side fremragende: overbevisende birollepræstationer af blandt andre Uma Thurman og Sofie Gråbøl, Manuel Alberto Claros rastløse, håndholdte kamerastil, som Trier har dyrket siden Breaking the Waves, Kristian Eidnes Andersens kongeniale lydside og komisk kommenterende musikindslag med David Bowies Fame og bluesklassikeren Hit the Road Jack.

Filmen viser først og fremmest, hvordan Trier legende let er i stand til at balancere mellem det højeste og det laveste, filosofiske tanker og kulørt underholdning, sjælen og kroppen.

Det er ikke hans bedste film. Den rammer med sine dystre visioner og kulsorte humor også et godt stykke forbi tidsånden, ligesom den bevidst sætter sig imellem to stole: Hvis man er til spændingsfilm, er den for intellektuel, og hvis man er intellektuel, er den for vulgær.

Men efter 34 år lever Trier stadig op til sit kunstneriske credo: At film skal være som en sten i skoen. Og skulle The House That Jack Built blive hans sidste, vil den være et provokerende punktum. Helt i Triers ånd.