Hundemand

De mest hyldede og respekterede børnefilm er typisk dem, der formår at lære børnene noget vigtigt om verdenen og gøre dem til bedre mennesker.

Men nogle gange skal børn også have lov til at bare at blive rigtig godt underholdt. Til at grine i 89 minutter uden at blive belært.

DreamWorks – Disneys lidt frækkere lillesøster – har bedrevet præcis sådan en film, den vidunderligt gakkede Hundemand.

Filmen er baseret på bogserien af Dav Pilkey, der også står bag de populære børnebøger om Kaptajn Underhyler. Beskriver man filmens start, lyder det ellers ikke specielt børnevenligt.

En dum, men atletisk betjent og hans kloge hund bliver sprunget i luften, da de forøger at arrestere den onde kat Pjevs. Den eneste måde at redde dem er ved at sy hundehovedet fast på betjentens krop, så de bliver til én superbetjent!

Det lyder som body horror, men med filmens naivistiske 3d-animationsstil går det let som en leg. Og galskaben fortsætter ufortrødent.

I første omgang er det hunden-efter-katten, hvor skurken Pjevs igen og igen bliver først fanget og derpå flygter fra fængslet med komisk lethed. For eksempel ved at få en robust indsat til at sætte sig på en vippe, så Pjevs katapulteres over fængselsmuren.

Handlingen sørger imidlertid for at holde sig frisk og uforudsigelig med skægge twists.

Pjevs forsøger at klone sig for at få en skurkemakker, men skaber ved et uheld en sød, lille killing, der sår sprækker i hans ondskab. Senere genoplives den døde, telepatiske fisk Flipper, der ender som filmens primære skurk.

Den komiske filosofi læner sig op ad den amerikanske komiker og filmskaber Mel Brooks. Filmen smider vittigheder i hovedet på publikum i et sådant tempo, at man ikke når at registrere de mislykkede, før næste grin kommer styrtende.

Hundemand slynger på lyd- og billedsiden om sig med især popkulturelle jokes, som DreamWorks er kendt for. Ingen idé er for dum til at finde vej til lærredet.

Nogle gange bliver det decideret åndssvagt, men det meste af tiden er Peter Hastings’ manuskript lige i øjet.

Især får han meget ud af at vende maskulinitet på hovedet. Fængslet er fyldt med bløde muskelmænd, der elsker balloner, og politichefen Chef er en kaotisk, inkompetent klovn, der vil behage sin døde mor og konstant kommer til at afsløre sin hemmelige forelskelse i reporteren Tina Grydeske.

Der er også rigeligt med vittigheder, der flyver over hovedet på børn – Hundemand har stadig en fysisk telefonsvarermaskine i sit hjem – og voksne kan med fordel finde en visning af filmen med de engelske originalstemmer, hvis man vil have det hele med.

Dog er den danske eftersynkronisering af virkelig høj kvalitet. Pjevs spilles med vigtig varme af Mark le Fêvre, Chef gøres vidunderligt rablende af Carsten Svendsen, og Amalie Dollerup giver distræt oprigtighed til Tina Grydeske.

Hundemand spilles af instruktøren Peter Hastings, der udelukkende udtrykker sig med bedårende, halvmelankolske bjæf, så hans stemme er ikke blevet dubbet til andre sprog.

Noget af det sjoveste i filmen er, når Hundemand sætter sig til at læse højt fra en billedbog om egern, men kommer til at knurre af hver side. Eller når han ensomt sætter en grammofonplade på og giver sig til at hyle.

Først og fremmest præsenterer Hundemand et univers, der bare er rart at være i. De onde er kun onde, fordi de lider af barndomstraumer, der nemt kan kureres med en smule omsorg og en børnetegning.

Man kunne svinge sig op til at tolke filmen som et argument for rehabilitering og imod et straflystent retssystem, men Hundemand er på ingen måder en prædiken. Det er sjov for sjovs skyld og længe siden, at overtegnede har grinet så meget af en børnefilm.