Bladene er begyndt at blive gyldne og falde på jorden.
For Anne, hendes mand Joseph og datteren Renee betyder det, at de snart skal flytte ned i deres vinterhytte.
I foråret og sommermånederne bor de dybt inde i skoven, hvor Joseph fanger dyr og sælger deres skind. Det er ikke en lukrativ forretning, specielt fordi priserne falder år efter år.
Det fører til diskussioner i den lille familie, hvor datteren aldrig har kendt andet end livet i skoven.
En ulv er begyndt at æde de dyr, som familien fanger i fælder. Men på jagt efter ulven opdager familiens forsørger adskillige kvindelig ude i vildnisset. En anden form for glubsk rovdyr huserer også i den canadiske vildmark.
Instruktør og manuskriptforfatter Shawn Linden fortsætter i det spor, som hans to tidligere hævn-thrillers har lagt. Debuten Nobody handler om en lejemorder, der en aften selv bliver bytte for en ukendt gerningsmand, og i The Good Lie leder en ung mand efter den person, som voldtog hans mor og dermed er hans biologiske far.
De gennemgående temaer med familie, jagt og hævn kulminerer i Hunter Hunter, der uden tvivl er Lindens hidtil bedste film.
Fotograf Greg Nicods linse indfanger stemningsfuldt den smukke natur, der virker dragende, men også emmer af, at noget gemmer sig inde mellem alle træerne.
I en af filmens første scener går Joseph og Renee rundt og tjekker fælder. Mens han står ved en flodbred og noterer i sin bog, at der var en bæver i fælden, fokuserer kameraet på den anden bred i det fjerne.
Ligegyldigt hvor hårdt øjnene knibes sammen, er det ikke til at se, hvad der er derovre – hvis der i det hele taget er noget. Isoleret ude i skoven kan hjernen nemt spille én et pus, så selv den mindste lyd bliver ensbetydende med fare.
Og med tanke på, at de alle tre er rutinerede vildmarksmennesker, rejser hårene på armen sig, når de bliver bange – og det gør de ofte. Især da en mystisk fremmed (Nick Stahl) dukker op i mørket med et blodigt og beskadiget ben.
Lindens manuskript sætter effektivt scenen med en præsentation af familien og deres problemer inden for den første halve time, hvorefter der langsomt skrues op for ubehaget.
Kevin Cronins dystre musik er med til at give den uhyggelige atmosfære et nøk opad, indtil det ulmende lydtapet bliver nærmest klaustrofobisk. Det er en simpel film med et enkelt koncept, men udførslen er imponerende.
Hunter Hunter besidder en rå brutalitet, der leder tankerne hen på amerikanske gyserfilm fra 1970’erne som Wes Cravens Last House on the Left og de herligt grusomme indslag fra New French Extremity-bølgen, der huserede i 00’erne.
Det er olmt som ind i helvede. Der er en konstant følelse af, at en grusom skæbne er nært forestående for den lille familie. Og skuespillet af de tre hovedrolleindehavere er fremragende.
Devon Sawa, der var ungdomsstjerne omkring årtusindeskiftet i gyserne Idle Hands og Final Destination, leverer en glimrende kombination af stolt machomand og kærlig far. Men filmens stjerne er uden tvivl Camille Sullivan.
Hun formidler elegant Annes mission i livet: At passe på sin familie, hvad end det indebærer.
Da hun og Renee (Summer H. Howell) bliver overrasket af den store ulv og trængt op i krog, skriger hun af sine lungers fulde kraft i forsøget på at intimidere det store rovdyr.
Som scream queen spiller Sullivan på de store tangenter i en tiltagende tilstand af frygt. Men hun rammer også præcist de små følelser, når hun i mere stille øjeblikke lader angsten krybe ind.
Det hele bygger op til et blodigt vanvidscrescendo, hvor det danske band Tales of Murder and Dust bidrager med sangen Hypnotized Narcissist. Den afsluttende scene er noget nær makaber perfektion, hvor hvert eneste sekund bliver indprentet på nethinden og i øregangene.
Hunter Hunter er modbydeligt lækker guf for horrorfans.
Kommentarer