Hunter Killer

Meget kan man sige om denne film, men aldrig før har jeg fundet mig selv så konsekvent ude af stand til at huske den præcise titel.

Killer Hunter eller Hunter Killer?

Det gør vel ingen forskel. Men sikke en titel i hvert fald – og et skud ud til tautologierne!

Hunter Killer er en amerikansk actionbasker om en ubåd på bunden af Det Arktiske Ocean, stoppet til randen med våde mirakler og patriotiske slagord.

Med ombord er den ikke altid så alsidige, men meget tilforladelige actionman Gerard Butler, der i en alder af 49 år stadig flekser en god mulle. Han spiller den amerikanske ubådskaptajn Joe Glass, hvis ansvar det bliver at afværge en tredje verdenskrig.

Og dramaet starter ganske godt.

En anden amerikansk ubåd bliver bombet ikke langt fra Ruslands kystlinjer, og Joe Glass og co. sætter ud for at opklare mysteriet. Dér finder de også vraget af en russisk ubåd. Med overlevende.

Joe Glass beslutter trods store protester at redde de overlevende fra en druknedød. Og han indleder et kontroversielt samarbejde med den overlevende russiske ubådskaptajn, da det viser sig, at verdensfreden er på spil.

Gerard Butler, som er velbevandret i bad ass militære roller, skruer ned for mullerne og op for lederegenskaberne i Hunter Killer. Det fungerer i grunden ganske godt. Der er ingen håndgemæng eller shootdowns ombord på vores velsmurte ubåd. Men eksplosioner er der nok af.

Joes metoder er uortodokse, men han er altid god for mirakler, når det brænder på. Selv om han forbryder sig på krigsretten mere end en enkelt gang, genvinder han besætningens tillid.

På rollelisten finder vi også den nu afdøde Michael Nyqvist, Linda Cardellini og Gary Oldman, der, skønt han givetvis høster lønchecks af en anden verden, ikke spiller mere nævneværdigt, end at man nok har glemt ham til nytår.

Fans af Guds eget land vil føle sig hjemme i det mærkværdige univers, hvor russerne taler engelsk med russisk accent – selv med hinanden. Sprogforvirringen kaster et lidt slattent lys over den ellers sympatiske morale om at samarbejde og ikke bekrige hinanden i bedste koldkrigsstil.

Det administrative Rusland står med en vis rimelighed tilbage som et sandt galehus, mens pro-amerikanere redder dagen nok engang. Problemet er bare, at den politiske kommentar er blottet for jordforbindelse og kun eksisterer som rendyrket filmdrama. Selv om det ville være romantisk for de to nationer at begrave stridsøksen på havets bund.

Man kan ikke klandre Hunter Killer for at hylde krig. Nok er det en meget jævn amerikansk film, hvor patriotismen får vinger at flyve på (eller finner at dykke med), men filmen udbasunerer et samarbejde på tværs af kulturer.

Desværre handler personerne på måder, der mest har til formål at fremskynde plottet, som til tider er så hullet, at fortællingen lækker og bliver utroværdig.

Ubåden derimod glider godt i vandet. Som et symbol på Den Kolde Krig er den en slagkraftig filmisk kulisse, hvad alverdens filmmagere har opdaget gennem tiderne. Das Boot viste i 1981 vejen for, hvordan man skildrer klaustrofobien på bunden af verdenshavet.

Så det er en genre, der forpligter, og det lykkedes faktisk meget godt for Hunter Killer, ikke mindst takket være en indelukket lydside, der holder spændingen i live. For havets klangbund er et suverænt greb, når det bruges rigtigt.

Desværre falmer spændingen lidt, når filmens egentlige mission først er kortlagt, og det bliver klart, at de skal redde den russiske præsident.

Filmen kan undervejs også lede tankerne hen på Dr. Strangelove, hvor en gal militærmand iværksætter et angreb på fjenden mod præsidentens ordrer. Men Kubricks sorthumoristiske klassiker har politisk pondus takket være sin satire.

Den historie bliver derimod underligt enfoldig i Hunter Killer, der dybt nede i havet ikke finder noget nyt under solen.