”The Hurricane Heist er en sej titel. Der er både noget med orkaner og et kup – og så er der også en alliteration, så det lyder lidt smart.”
Omtrent sådan har det måske lydt blandt forfatterne, da den ikke videre originale idé til The Hurricane Heist opstod. Filmen handler om et kup, der foregår under århundredets storm. I den ramme får en flok mennesker, der ifølge filmen er ganske intelligente, lov til at dumme sig gang på gang.
Det er jo et højdramatisk udgangspunkt, som der selvfølgelig kommer bogstavelig talt hæsblæsende action ud af. Man bliver dog ikke blæst så meget igennem, at man overser manglen på historie og logik.
Filmens eneste fascinationskraft er, om det lykkes heltene at standse de fæle forbrydere, der prøver at stjæle et enormt beløb fra en topsikret bygning. Uden at afsløre for meget kan man nøjes med at henvise til, hvordan den slags film som regel slutter.
De spage forsøg på karaktertegning er svære at tage seriøst. I spidsen står et heltetrekløver bestående af den kvindelige FBI-agent Casey (Maggie Grace) og de storm-traumatiserede brødre Will (Toby Kebbell) og Breeze (Ryan Kwanten), der mistede deres far i en drabelig orkan.
Will er blevet meteorolog og er med sin blanding af frygt og fascination for voldsomme vejrfænomener filmens mest komplekse menneske. Derfor kan det kun ærgre, at hans splittede personlighed flere gange bliver påtalt af folkene omkring ham, mens han aldrig selv ser sine dæmoner i øjnene.
I stedet bliver han gjort til en ”klog” actionhelt, der til trods for, at han ikke er en slagsbror, pludselig finder modet til at gå hærdede topsoldater på klingen.
Der er også en britisk computernørd med tatoveringer på begge håndrygge. Det er vel ikke en spoiler at skrive, at han naturligvis er en af de slemme fyre, der er ude efter de 600 millioner dollars, som kuppet handler om.
Da han på et tidspunkt er ved at flygte i en lastbil med sin labre kæreste, beslutter turtelduerne sig for lidt kissemisseri på førersædet. Også selv om de har en altødelæggende orkan lige i røven.
Det kan ikke undgå at svække troværdigheden, når selv de personer, der skal være kloge, træffer så dumme beslutninger.
Alt i The Hurricane Heist er kondenseret genbrug fra langt bedre actionfilm – fra den moderne cowboyfortælling om John McClane i Die Hard til de adrenalinglade farttossers bilræs i Fast and Furious-serien.
Instruktør Rob Cohen er faktisk manden bag den første film i sidstnævnte serie: The Fast and the Furious fra 2001. I The Hurricane Heist får han også til sidst stablet en bilscene på benene, der er absurd nok til, at den bliver underholdende.
Man får også et smil på læben, da en bil kører ind i en tankstation, og det resulterer i en eksplosion i brintbombe-skalaen.
Ellers byder filmen ikke på noget nyt. Og den konservative tilgang til at fortælle historier, hvor man låner lidt fra allerede succesfulde forgængere, står kun endnu tydeligere frem, når filmskaberne forsøger at snige progressiv politik ind i balladen.
Vi skal huske at passe på miljøet, ellers ender menneskeheden med at gå af dage i en superstorm, lyder en replik, der næsten får lov til at blæse i vinden.
Men den amerikanske venstrefløj får mere medvind, når Will afviser at modtage en pistol af sin bror og ræsonnerer med ordene: ”Jeg ender bare med at skyde dig eller mig selv.”
Det er to fine og opbyggelige budskaber for miljøbevaring og våbenkontrol. Men når de serveres i en film, hvor vejret får en nærmest dæmonisk rolle, og der bliver pløkket adskillige mennesker, flyver pointerne nok hen over hovedet på publikum.
Kommentarer