Fængselsdramaet er en speciel genre, som har rødder til gangsterfilmens asfaltjungle og demokratiets selvforståelse som retssamfund.
Filmkyndige har gjort opmærksom på dens opståen og tilknytning til sociale samfundskriser og politisk indignation.
Især i Depressionens USA i 1930’erne og frem til slutningen af 50’erne var film om folk på begge sider af tremmerne i et lukket, klaustrofobisk rum et spejl af samfundet i splid med sig selv.
Forbrydelsens elementer er brikker i en opfattelse, der betragter samfundet som humant og retfærdigt. Gerne med en menneskeretslig kriminalforsorg over for kriminalitetens fortættede korrumpering af retskafne mennesker, der bliver sat til at bevogte dømte forbrydere.
Et helvede med lukkede døre og et ulmende fangeoprør, der kan føre til massakre.
DR’s tv-serie Huset – med manuskript af den drevne og velskrivende Kim Fupz Aakeson – har alle disse inciterende ingredienser og nødvendige klichéer. Samt nutidens stofmisbrug, der illegalt flyder igennem fængselsvæsenet.
Dertil kommer den racistiske og religiøse minoritet – muslimer – som flettes ind med fjendskab med etnisk danske bander.
Det nedslidte fængsel kæmper for at kunne undgå nedlæggelse og har ry og statistik for, at de indespærrede hersker enevældigt, mens fængselsbetjentene enten er delagtige eller ser til den anden side.
Her forhandles narkotika og uddeles dummebøder. Storbyens gustne underverden fortsætter den sorte handel og vandel inden for fængselsmurene.
Den røde tråd igennem plottets struktur af rænker og rævekager er fire uniformerede ansatte.
Chefen Gertrud forsøger pragmatisk at reformere fængslet til overlevelse, men på hjemmefronten slås hun med en voldeligt dement husbond og mindet om en død søn. Veteranen Henrik er en snu, kynisk og korrupt betjent, der spiller spillet med de indsatte forbryderkonger. Også han har problemer i sit bagland.
I første afsnit ankommer den unge og tilsyneladende idealistiske Sammi. Han er halvt dansk og halvt marokkansk, men måske hel forklædt djævel?
Endelig er der humanistiske Miriam, som på grund af en samspilsramt søn rækker djævlen en lillefinger, hvorpå han tager hele hendes hånd.
Tre ud af seks afsnit er stillet til rådighed for anmelderen, og der bliver lagt meget intrigant brænde i kaminen. Man aner et vordende kæmpebål af konflikter.
Frederik Louis Hvid og Michael Noer har sat de fængslende og spændende begiveheder i scene. Med førstnævntes ghettokrimi Shorta og sidstnævntes fængselsdrama R som forarbejde instruerer de hjemmevant, kompetent og genrebevidst.
Huset er filmisk en nydelse.
Hurtigt klippet med accent på detaljen, en tour de force med lange, episke kamerabevægelser og bratte punktummer i handlingen som hurtig brutal action.
Youssef Wayne Hvidtfeldt brillerer gennemtrængende som den mutte og modige Sammi, der har en gusten fortid. Sofie Gråbøl er ligeledes suveræn som stakkels Miriam. Hun vil det så godt, men kommer via sønnen ud i noget snot.
David Dencik er fabelagtig som den fæle Henrik med toner af sporadisk tolerance. Charlotte Fick er atter gennemtrængende intens som den modne og kolde Gertrud, der er gift med en gemen mand gestaltet bravt af Bjarne Henriksen.
Som fængselskorpsets hårdkogte spirrevip ses Laura Christensen, som både er fragil og frejdig. Men alle spiller fremragende, og selv om der er stereotyper blandt både de bevogtende og de indsatte, bliver det aldrig til en parade af sætstykker og klichéer.
Huset er en stærk omgang Jailhouse Rock. Men nok mere smæk for skillingen-noir end en nysselig omgang søndagsunderholdning.
Efter svage serier i kølvandet på Adam Prices øjenvenlige og glatte middelklassemelodramaer i folketing og folkekirke, er DR stærkt tilbage med folk og fæ bag fængslets mure.
Kommentarer