Hvad er det dog vi spiser?

Det var ved første øjekast et selvmodsigende paradoks, som den brasilianske læge Carlos Monteiro faldt over i 1990’erne. 

Han havde arbejdet med underernæring i ghettoer i 1970’erne, men tyve år senere var problemet omvendt. De fattige blev pludselig enormt fede. Så mon ikke de spiste en masse af de usunde ting: sukker, hvedemel, olie, smør? 

Svaret var overraskende, og det gælder i øvrigt over hele den vestlige verden. 

For samtidig med, at over halvdelen af Vestens befolkning siden 70’erne er blevet markant overvægtige – det er faktisk i dag normalt at veje for meget – er vores indkøb af usunde råvarer raslet ned. 

Hvor en underklassefamilie i Danmark i 1970’erne om ugen kunne sætte to kilo sukker til livs på morgenmaden, i kaffen, kager, brødet, sovsen, så holder posen i dag i et år. Og det samme gælder en families indkøb af olie og smør og andre fedtstoffer. Alligevel bliver alle bare tykkere og tykkere og tykkere. 

Carlos Monteiro opdagede denne ”ernæringsmæssige transition”, som han kalder det. Og det var begyndelsen på en helt ny form for forskning. 

Som en videnskabsmand siger i dokumentaren Hvad er det dog vi spiser?, har forskerne kigget det forkerte sted hen i årevis. De har kigget på, hvilke råvarer der er blevet forbrugt i stedet for at se på, hvordan de selvsamme råvarer er blevet forarbejdet. 

Chris van Tulleken er sammen med sin tvillingbror Xand van Tulleken kendt for at være vært i det britiske børneprogram Operation Ouch!, hvor de to læger udreder kroppen og dens sygdomme for børn. 

Så Dr. Chris er i Storbritannien en kendt formidler i den tunge ende. Hans omdømme er ikke blevet dårligere, efter han i 2023 fik udgivet den over 400 sider lange ernæringsbibel Ultraforarbejdet. I bogen går han i kødet på nutidens fødevareindustri, der i stadig større omfang producerer mad, der er usundt, for ikke at sige skadeligt. 

Store dele af den ultraforarbejdede mad ødelægger kroppens normale håndteringsprocesser, når det kommer til fødevareindtag. Og det samlede resultat er afhængighed af dårlig mad – og svær overvægt. Hvilket igen leder til et hav af sygdomme, mange af dem med dødelig udgang. 

Det er med andre ord en alvorlig sag for folkesundheden. Og derfor er denne dokumentar så utroligt vigtig. For selv om budskabet egentlig er simpelt, er det samtidig uhyre svært at overskue og forstå. 

Filmen skærer alt det, som Tulleken bruger hundredvis af sider på at skrive i sin bog, ud i mundrette stykker, så alle kan fordøje den nye, chokerende virkelighed. 

En gulerod eller en hasselnød er en uforarbejdet fødevare, og det er det sundeste valg. Pasta er en lettere processeret fødevarer – kornet er malet til mel og blandt med vand og formet. Det samme gælder et hjemmebagt brød lavet af surdej, salt, vand og mel. Begge dele er okay at spise – også i større mængder. 

Lidt mere komplicerede ting, for eksempel en simreret med jævning af majsmel og tilsat en hedvin, er højere forarbejdet og lidt mere usund. Mad med tilsætningsstoffer og lavet med sære ingredienser skal man spare på. Og endelig er der så den fjerde kategori, der er ultraprocesseret, altså ultraforarbejdet. 

Det er ting som slik, smoothies, proteinbarer, chips, kager – især småkager – men også noget så simpelt som et almindeligt brød fra en brødfabrik eller en ordinær spegepølse. Vil man se den allermest ultraprocesserede fødevare, kan man bare købe en pose ostepops. 

Alle fødevarer, hvor høj varme og tryk er brugt til at udvide eller ”puste” dem op, er helt i hegnet, når det kommer til sundhed. 

I filmen rulles det hele ud – hele historien, al videnskaben og forklaringen på, hvorfor det er en katastrofe for folkesundheden. Der trækkes spor til tobaksindustrien, som er ved at lægge smøgerne på hylden for i stedet at pushe ”smag” og ”farver” til hele levnedsmiddelklyngen. 

Som tv-dokumentar betragtet er Hvad er det dog vi spiser? ret simpel. Det er den sædvanlige fløde skummet fra arkivet krydret med de lige så kendte sprøde fuldkornsinterviews. 

Men emnets vigtighed giver den her film mindst én stjerne ekstra. Hvis man skal sætte sig ind i én ting om fødevarer i disse år, er det ultraforarbejdede mad. Og BBC’s formidling i verdensklasse er det perfekte sted at begynde.