Hvad vil folk sige

Umiddelbart ligner Hvad vil folk sige en kopi af den norske hitserie Skam, hvis fjerde og sidste sæson handler om den muslimske pige Sana.

Det er nok ikke et tilfælde.

Sekstenårige Nishas forældre er fra Pakistan og udøvende muslimer, men datteren lader til at have knækket koden til et liv, hvor hun viser respekt for sine forældres religion, samtidig med at hun har en almindelig, norsk ungdom.

Nisha stjæler sig til frihed ved at klatre ud af vinduet i det lejlighedskompleks, hvor hun bor. Hun sørger bare for at ligge i sin seng, når faren kigger til sine tre børn.

Han stryger dem over kinden, mens de sover. Det er kærlighed, ikke kontrol. Og faren er skøn – han forguder sin datter og forkæler hende med penge, han tjener i sit minimarked.

En nat tager Nisha i hemmelighed sin kæreste med hjem. Men de bliver opdaget. Den dejlige far tæver fyren og tager kvælertag på Nisha, da hun prøver at standse ham.

Hun ender på en døgninstitution. Men hun vil hjem. Så da moren ringer og siger, at de har tilgivet hende, løber hun lykkelig væk fra institutionen.

Her starter Nishas mareridt for alvor, og alle mindelser om Skam forsvinder som dug for solen.

I bilen sidder Nishas far og storebror. Men de kører ikke hjem. De kører mod lufthavnen. Da Nisha finder ud af det, flygter hun, men broren indhenter hende og slæber hende hen over asfalten.

Nisha spilles af det uprøvede talent Maria Mozhdah, hvis ansigt på rørende vis udtrykker angst, gåpåmod og siden resignation. Hun kæmper ikke længere, da hun og faren flyver til Pakistan. Man ønsker sådan, at hun råber højt i lufthavnen, men man forstår hendes frygt.

Med store, bange øjne betragter hun det fremmede land, selv om hun kender sproget og kan tale med den familie, faren efterlader hende hos. Hendes tante og onkel er korporlige, både fysisk og psykisk, i deres ”genopdragelse”.

Desværre glemmer instruktøren Iram Haq at tage højde for, at den pakistanske kultur er fremmed for de fleste blege skandinaver. Deres reaktionsmønstre bliver næsten for indforstået, Nishas accept for uforståelig, og man savner også at se, hvordan forældrene håndterer hendes fravær hjemme i Norge.

Det er Haqs anden spillefilm, og hun har selv skrevet manuskript til den personlige historie. Som fjortenårig blev hun sendt til Pakistan. Senere brød hun med sin familie, og denne film er hendes opråb om, at ingen børn skal opleve det samme.

Hun viser her vigtigheden af frihed og retten til at leve, som man vil. Og den bitre ironi er, at forældrene også ønskede en anden frihed end den, hjemlandet havde at tilbyde. Bedre muligheder for deres børn.

Nishas liv i Pakistan er dog ikke kun dårligt. Der er skønhed og varmt venskab i familien. Men bedst som man tror, at Nisha oprigtigt vil tage kulturen til sig, indtræffer endnu en uretfærdig katastrofe.

Behandlingen af Nisha kan ikke forsvares. Men Haq formår på trods af det at formidle forståelse for forældrenes handlinger, selv om man ikke har sympati for dem.

Adil Hussein spiller faren, der på sin vis også kæmper med forventninger fra sin familie og sin kultur. Det ligger i titlen. Der påhviler ham et tungt ansvar for at opretholde traditioner, som virker anakronistiske i et moderne samfund. Hans underspillede hengivenhed til Nisha er der ingen tvivl om, selv om den kommer til udtryk på den mest forskruede måde.

Også filmens modbydelige klimaks er underspillet. Helt overordnet er det ikke en dialogtung film. I stedet fokuserer den på udtryk og stemninger, og det er alt rigeligt.

Hvad vil folk sige har nogle af de mest ubehagelige scener længe set – alt sammen i kærlighedens navn. Det gør den til en stærk og anderledes ungdomsfilm, idet den tager livtag med et sprængfarligt emne som integration, her set indefra.