Sekstenårige, omsorgsfulde Rhiannon er kæreste med Justin. Han er egentlig ikke særligt sød ved hende til hverdag. Alligevel bliver de sammen.
En dag er han dog kærlig. Smilende. Spørger interesseret ind til hende i stedet for bare at ville spille computerspil og make out.
De pjækker fra gymnasiet og kører ud i det fri.
Men det var faktisk slet ikke Justin. Det var A. En slags teenage-ånd, der hver dag vågner op i en ny krop. Skiftevis dreng og pige. Altid i nærheden af, hvor den intetkønnede hens sidste krop var rent geografisk.
Ånden har aldrig kendt til andet. Hen blev født sådan, er blevet ældre og mere moden, men hver dag i en ny krop. Aldrig en familie. Aldrig et hjem eller venner.
Filmen springer desværre hen over det fascinerende aspekt af at være så identitetsløs. De fleste mennesker kommer før eller siden i eksistentiel krise. A synes bare, det er fint. Har aldrig følt sig ensom, men forklarer bare, at hen har set og oplevet så mange ting.
Måske lige lovligt letkøbt, når vi taler om et ellers begavet og selvbevidst væsen.
Da A møder Rhiannon, sker der for første gang noget vigtigt i A’s tilværelse. Og vil overbevise hende om sin eksistens, så de kan blive ved med at ses. Det lykkes, selv om Rhiannon er skeptisk.
Men det er egentlig det mindst interessante ved filmen.
Den måde, de falder for hinanden på, er mere betagende. Især for Rhiannon, der lærer at se bort fra A’s udseende, der er mere eller mindre appellerende fra dag til dag. For sindet er det samme: kærligt, morsomt, inspirerende og kløgtigt.
Og så skifter kønnet.
”Er du en dreng eller en pige?”
”Ja.”
Filmen sætter et resolut kryds i boksen for politisk korrekthed. A er: en tyk, sort fyr, en anden sort, hjemmeskolet nørd, en transkønnet, en person fra bibelbæltet, en latinamerikansk pige og en depressiv, asiatisk pige.
Sidstnævnte gør en stor forskel for A. Hen har begrænset adgang til sine ufrivillige værters minder og ved derfor, at pigen vil begå selvmord.
A har fundet ud af, at hen kan efterlade indtryk hos de personer, hen tager bolig i. Når A er rejst, lever de videre med kun et svagt minde om den dag – og derfor overtaler Rhiannon A til at gøre en forskel for netop denne pige. Og måske prøve at blive længere end 24 timer …
Det har A aldrig prøvet før. Og det lykkes. Pigen bliver reddet og får hjælp.
Men det skaber selvfølgelig et moralsk dilemma hos A. Hvor længe kan hen blive hos et andet menneske og derved fortrænge personens jeg?
Hver dag tør stille mange store spørgsmål til et ungt publikum. Den mangler at stille en masse åbenlyse, og den tager nogle pladderromantiske valg, men sådan er man jo, når man er teenager. Den første kærlighed er altopslugende, og forestillingen om, at kærligheden ikke varer ved, er ubærlig.
Der er ikke meget humor, og den humor, der er, går på A’s forskellige udfordringer. Hen klarer sig igennem sine skiftende identiteter i kraft af smartphones, der nu om dage bliver åbnet ved hjælp af fingeraftryk. Men det hjælper ikke A den dag, hvor hen vågner op som blind.
Men fortællevinklen er primært hos Rhiannon, så man får ikke engang syn for, hvordan A håndterer det manglende syn.
Stor ros til Angourie Rice, der spiller Rhiannon. Hun er sødmefuld og naturlig og formår at spille over for A’s skiftende personer, men bevarer samme relation. Det samme gælder alle dem, der på hver sin vis har spillet A.
Det er selvfølgelig ironisk, at en film, der handler om ikke at dømme efter det ydre, selv er noget overfladisk. Til gengæld er der grund til at rose et koncept, som for en gang skyld vitterlig er tankevækkende.
Kommentarer