Sidst vi var i Hvide Sande med TV 2, var sammen med en dansk og en tysk strisser, som skulle opklare forbrydelser. De er nu draget videre.
Til gengæld tiltræder to nye personer i Hvide Sande, hvor solen sjældent går ned. Nemlig politiefterforskeren fra Aarhus, Maj (Anne Louise Hassing), som på grund af en stressrelateret blodprop er endt i den vestjyske fiskeriby for at finde ro og opsøge sin datter, hun ikke har set meget længe, samt et barnebarn, hun aldrig har set.
Og så er der københavnersnuden, den nye landbetjent Bjørn (Allan Hyde), som synes, han er endt i Lars Tyndskids fiskerleje. Men pludselig bliver den lokale skoleskipper brutalt dræbt i sin egen swimmingpool.
Bjørn er en novice udi at opklare kriminalitet større end parkeringsbøder og fartoverskridelser, så han spørger via sin politidirektør-tante (Bodil Jørgensen), om ikke Maj vil give en hånd med. Maj nøler, men een gang strømer altid strømer.
Maj og Bjørn får snart færten af sinistre spor, som går tilbage til en skummel sag på skoleskibet for mange år siden.
Krimihistorien er sin grundvold og opsætning slet ikke tosset. Der er mange mistænkte og adskillige spor, og som i klassiske mysterier befinder vi os i et lukket miljø, hvor de mistænkte lever side om side.
Sent indtræder endnu en mistænkt i intrigen, men det er til at leve med. Værre er den måde, hvorpå tråde udledes og knuder bindes sammen i opklaringen.
Hvide Sande er ligesom TV 2’s anden hyggenygge-serie Sommerdahl en folkekomedie forklædt som krimiserie. Det er på denne folkeligheds præmisser helt okay. Morten Korch nu med mord, hvor lovens lange arm amourøst fletter fingre med kærlighedens stærke hånd, og alt falder til føje og hang som to legoklodser.
Spændingen er behersket, men provinsens stokroser er immervæk alt smukkere end storbyens asfaltjungle med ukrudt.
Desværre er håndværket ikke i orden, fordi Hvide Sande ligesom første sæson partout skal være en turistkrimi. Spændingskurven svækkes konstant af reklamespots med windsurfere på en skyfri himmel og børn med isvaffel på molen, mens deres forældre kaster sig ud i de solbeskinnede bølger.
Regnvejr er en by i Rusland, og her bor der åbenbart ingen fattigrøve eller sutter – kun lækkert folk og fæ i luksusvillaer med udsigt til havet og hvidvin i glasset.
De fleste taler rigsdansk, og selv om serien snart synkroniseres til tysk og andre sprog, er regional sprogtone væsentligt krydderi og kolorit, som hæver en krimi over det ordinære.
Vi får en pinlig parodi på et forfatterkursus, og der er flere huller i plottet syet sammen af mere eller mindre rærlige replikker.
Sparekniven er mere seriens egentlige mordvåben end den åre, som offeret fik flækket kraniet med. Fuldstændigt urealistisk bliver den dømte politimand fra forrige sæson sat i fængsel blandt fanger, der har fri adgang til knive!
Man undersøger absurd et gerningssted om natten i stedet for at vente til dagslys. Politiarbejdet er indviklet som en papirclips og emotionel som en elkedel.
Vi kommer på en vikingelejr, hvor der bliver skudt med bue og pil. Vi ryger ud og ind ad løse sidespor, og bliver Maj mon forsonet med sin datter Ninna? Hun spilles aldeles fremragende af Frederikke Dahl Hansen, der sammen med Allan Hyde som landbetjenten Bjørn leverer seriens bedste skuespilpræstationer.
Anne Louise Hassing er ellers en ferm skuespiller, men hun har tilsyneladende ikke helt forladt Badehotellet og er rykket ind på politistationen. Således overtræder hun gang på gang sin lovbefalede professionalisme som politikvinden Maj.
Anden sæson af Hvide sande har haft vanskeligheder under produktionen, som blev ramt af selskabet Deluca Films’ konkurs og færdiggjort af SF Studios. Det har kostet TV 2 penge, ligesom Den Vestdanske Filmpulje har støttet.
Det burde forpligte til noget mere end en turistbrochure med smukke mennesker i sommersol og solskin i et pletfrit sind.
Kommentarer