Biografanmeldelse
02. juli 2024 | 11:40

Hvisken i støvet

Foto | La Chauve Souris

Kærlighedsaffæren mellem frisindede Banel (Khady Mane, tv.) og høvdingens søn Adama (Mamadou Diallo) truer harmonien i en senegalesisk landsby.

Sjælden chance for at møde Afrika i biografen på verdensdelens egne præmisser er en stærkt filmisk, medrivende melodramatisk og tidløst allegorisk oplevelse.

Af Rasmus Brendstrup

Luk øjnene og overvej, hvordan afrikansk film ser ud!

Mit gæt er, at du i bedste fald har set et par nordafrikanske film. Måske forbinder du film fra det ikke-arabisktalende Afrika (i grove træk det syd for Sahara) med b-films-sprudlende Nollywood, der har gjort Nigeria til verdens tredjemest filmproducerende land?

Eller måske er du fra en generation, der husker den anti-imperialistiske afrikanske filmkunst, som især blev dyrket af venstrefløjen i 1960’erne og 70’erne?

Faktum er, at man alt for sjældent har chancen for at møde Afrika i biografen, i hvert fald på filmiske præmisser, som føles afrikanske.

Men Hvisken i støvet er et virkelig godt bud på præcis sådan en film. Den blander lokal storytelling, mystik, traditioner og kærlighed til en indbydende gryderet, der kan kaldes et ultrafilmisk melodrama eller shakespearesk arthouse på det lokale sprog pulaar.

Vi er i en senegalesisk landsby, hvor en kærlighedsaffære truer harmonien. Høvdingens søn Adama vil ikke være høvding. Han er forelsket i den frisindede og stædige Banel, og sammen er de ved at grave nogle tilsandede huse fri uden for landsbyen.

Dér vil de stifte kvæghold og familie.

Banel ligner ikke de andre kvinder, som med tildækket hår bedriver landsbysnak i skyggen i dagtimerne, mens afgrøderne bliver svedet, og alle drømmer om regntiden. Hun er kortklippet, rank, klædt i solgult.

”Jeg elsker, som kun en kvinde kan elske,” siger hun. Et citat, der fint illustrerer, at man godt kan bedrive feminisme uden at være over-woke.

Banel sætter sin egen lykke over fællesskabet, og for en gangs skyld er man som publikum i tvivl om, hvorvidt det er godt. I det meste af den vesterlandske kulturhistorie er samfundet en modstander, men i denne film er det også en fornuftens stemme, der strides med hjerternes kald.

Det giver filmen en god form for uforudsigelighed.

Nogle fortællinger er fortalt så gennemsigtigt som muligt, men Hvisken i støvet minder os konstant om, at vi er i et filmisk rum. Her leges med lyd og stilhed, med ilde varsler og overjordisk skønhed, ikke mindst når lykken i markens korn indfanges af fotografen Amine Berradas optik.

Her er storme og ørkenslotte orkestreret med Kurosawa-schwung a la klassikere som Ran. Og her er rolige stunder ved fællestræets kæmperødder midt i landsbyen.

Og nok så bemærkelsesværdigt: Her er ikke én mobiltelefon i billedet, ikke én indikator af, hvornår historien finder sted. På den måde lægger den debuterende kvindelige instruktør Ramata-Toulaye Sy (født 1986) sig mere i tråd med førmoderne traditioner i Vestafrika, end vi ser hos senegalesiske filmfædre som Djibril Diop Mambéty (1945-98) og Ousmane Sembène (1923-2007).

Historien om tørkens ødelæggende kraft er også betragteligt mere oldschool end Sys generationsfælle Mati Diop (født 1982), der med det moderne migrations- og spøgelsesdrama Atlantique fik Senegal tilbage på verdenskortet med et brag i 2019.

Sigende åbner Hvisken i støvet med, at de to elskende taler om en legende overleveret af Adamas forfader. Lokalsamfundets griot-traditioner for mundtlig overlevering (en senegalesisk specialitet) bliver på den måde et hørbart ekko for personernes eget drama, som i sig selv hæver sig langt over det socialrealistiske.

Vi glider umærkeligt fra det tidløst allegoriske til det mytiske og overnaturlige.

Som da en hypersansende Banel fanger vindens susen i en knyttet hånd og får filmen til at føles frosset i nuet. Det er smukt, kraftfuldt og originalt udformet. Ligesom filmen som helhed er det.

Skal man pege på detaljer, der er mindre ophidsende, er det især mandeskikkelserne. Men måske er stærke kvinder og stereotyp mandestaffage ikke en filmhistorisk udvikling, der er grund til at være så ked ad.

Lad bare Afrika vise vejen.

Trailer: Hvisken i støvet

Kommentarer

Titel:
Hvisken i støvet

Originaltitel:
Banel e Adama

Land:
Senegal, Frankrig, Mali, Qatar

År:
2023

Instruktør:
Ramata-Toulaye Sy

Manuskript:
Ramata-Toulaye Sy

Medvirkende:
Khady Mane, Mamadou Diallo, Binta Racine Sy

Spilletid:
87 minutter

Premiere:
18. juli

© Filmmagasinet Ekko