Hvor flodkrebsene synger dufter af bogklub og læsekreds, lige fra de indledende smukke billeder af marsklandet og sumpene i North Carolina til den ledsagende fortællerstemme.
Filmen er produceret af Reese Witherspoon, der var med til at gøre Delia Owens’ romandebut fra 2018 til en bestseller, da skuespilleren promoverede den via sin bogklub. Filmatiseringen er allerede en kassesucces i udlandet, så Witherspoons forretningssans fornægter sig ikke.
Hvor flodkrebsene synger er både mordmysterium, kærlighedsfilm og periodedrama.
I 1969 findes en ung mand død for foden af et udkigstårn uden for en lille by i North Carolina. Myndighederne mener, at der er tale om et drab, og de arresterer den kvindelige eneboer Kya for mordet. Byens venlige advokat tilbyder at forsvare hende, og med retssagen som ramme fortæller Kya sin historie til advokaten.
Kya er byens særling, som de fleste ser skævt til. Den ensomme unge kvinde er vokset op med vold, alkoholisme, fattigdom og svigt. Faren drak og slog både kone og børn, der én efter én forlod ham. Kun Kya blev loyalt tilbage, men en dag forlod faren hende, og siden har hun klaret sig alene i marsken.
To mænd kommer til at spille centrale roller i Kyas liv: søde og blide Tate lærer hende at læse, og flotte og selvsikre Chase er den mand, der i starten af filmen findes død.
Tate ligner den store kærlighed, men også han svigter Kya, da han tager afsted på college og ikke, som lovet, vender tilbage til hende. Chase er populær og har tydeligvis mere kødelige motiver til at kurtisere Kya. Han ser sit snit i Tates fravær, men Chase er en skidt knægt.
Det er et klassisk sydstatsdrama med store følelser på spil. Men Hvor flodkrebsene synger er nærmest antiseptisk og viser ikke nær så meget sump og fattigdom, som den lægger op til.
Filmen foregår i USA’s forarmede sydstater i 1950’erne og 60’erne, men den springer forbløffende let hen over periodens markante brydninger. Tidens dundrende racisme er reduceret til en enkelt mand, der kalder byens sorte købmand ”boy”. Kyas bror dukker op i militæruniform, men Vietnamkrigen nævnes ikke med et ord.
Daisy Edgar-Jones’ Kya er nok den reneste eremit, man har set på film. Hun er vokset op uden skolegang og i total armod, men er køn, intelligent og dygtig. Familiens fattigdom skildres nærmest lidt idyllisk. De bor ikke i rod og møg, men snarere med masser af charmerende nips midt i naturen.
For en generation siden havde det været en Oscar-film med Meryl Streep eller Jodie Foster, men Hvor flodkrebsene synger virker mærkværdigt uambitiøs.
Daisy Edgar-Jones (Normale mennesker) har stjernekvaliteter, men Kya er for velfriseret til at resultere i et spillefilmgennembrud. David Strathairn giver sin beskedne rolle som Kyas advokat værdighed og humanisme, mens de øvrige biroller er anonyme og farveløse.
Taylor John Smith og Harris Dickinson er så ens at se på, at det kun er frisurerne, der lader os skelne mellem Tate og Chase.
Der er ingen knaster i instruktør Olivia Newmans filmatisering. Hvor flodkrebsene synger har slebet sine kanter så meget, at man kun kan se den som en romantisk fantasi.
Ærgerligt, for historien og dens tidsperiode har potentiale til mere. Men det er også forståeligt, da filmen først og fremmest retter sig mod romanforlæggets fans, og her må man ikke tage sig for store friheder.
Det viser mainstreamdramaets dilemma. Biografvinduet er nådesløst kort, og publikum skal lokkes ind med det samme. Her er ikke plads til at pille for meget ved en succesfuld opskrift.
Når man ikke har store effekter eller en velafprøvet franchise at læne sig op ad, må man være så tro som muligt mod sit forlæg og polere en lille film, til den skinner og lokker – og er helt glat.
Kommentarer