I krig med morfar

”Jeg elsker dig, morfar, men der er stadig krig.” 

Sådan siger unge Peter (Oakes Fegley), der er fast besluttet efter at have vækket den ældre mand midt om natten. Det er drengens hævn for, at morfar er flyttet ind på hans værelse. 

Morfar Ed (Robert De Niro) er nemlig blevet for gammel til at klare sig selv og insisterer på at flytte ind hos datteren Sally trods pladsmangel. 

I krig med morfar er baseret på Robert Kimmel Smiths populære børnebog The War with Grandpa fra 1984 og lægger op til muntre løjer, hvor slaget om soveværelset laver rod i det lille hjem. 

Den eskalerende konflikt mellem barnet og familiens ronkedor er skam morsom. Som når Ed tegner lyserøde hjerter på Peters dyrebare yndlings-sneakers. 

For at understrege sin høje alder sidder Ed i en scene og kigger ud af et åbent vindue mod solnedgangen, mens han roligt frabeder sig at blive forstyrret af børnenes iPads. På et bord står et billede af hans afdøde hustru, imens en ældre indspilning af jazzmusikeren Duke Ellington spiller i baggrunden. 

Det er en bedårende sekvens, der leder tankerne hen på den indtagende åbningssekvens i Pixar-filmen Op. 

Sødmen forsvinder, i takt med at krigshandlingerne eskalerer. Og det bliver mere og mere tydeligt, hvor tonedøv filmen er. 

Instruktør Tim Hill har valgt at inkludere en begravelsesscene, hvor ingen bliver forarget over, at nogen gramser på enken. ”Du er jo i princippet single,” siger overgrebsmanden, imens hun stritter imod. 

Tidligt i filmen prøver en butiksassistent at hjælpe Ed i supermarkedet. Men når den ældre herre bliver voldelig, antager de omkringværende, at den hjælpsomme, sorte assistent er ved at overfalde Ed. 

Scenen, der er særligt usmagelig efter politidrabet på George Floyd sidste sommer, afsluttes med politisirener og mandens forskræmte øjne. 

Forstadsforældrene Arthur (Rob Riggle) og Sally (Uma Thurman) behandler børnene meget forskelligt. Teenagedatteren kuer de puritansk i en grad, der minder uhyggelig meget om Brian De Palmas gyser Carrie. Når hun forelsker sig, bliver hun hånet og låst inde. 

Imidlertid ødsler de en formue på at forvandle haven til et tivoli med juletema til den yngstes fødselsdagsfest. 

Det hænger ikke sammen med, at de hverken har råd til et soveværelse til alle i huset eller skadedyrsbekæmpelse. Loftet, hvortil Peter fordrives, er nemlig inficeret med gnavere og flagermus. 

I krig med morfar lider desuden under en udpræget akavethed mellem de medvirkende. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at filmens kernefamilie aldrig havde truffet hinanden før. 

Oakes Fegley var udmærket i Todd Haynes’ Wonderstruck, men leverer ikke samme menneskelighed som trettenårige Peter. 

Engang ville navne som Robert De Niro, Uma Thurman og Christopher Walken på plakaten signalere en god film. Men her står de snarere som en advarsel mod en samlebåndsproduktion, hvis stjernespækkede cast virker tilfældigt sat sammen for at skjule andre mangler. 

En tidlig morgen har Peter erstattet morfars barberskum med fugemasse, der på få sekunder størkner ind i den ældre mands hud. 

I den mundering står Ed og skælder ud på sit eget spejlbillede, før han tager revanche mod den uartige dreng. Men referencen til Robert De Niros ikoniske Travis Bickle i Taxi Driver falder til jorden. 

Siden den fremragende gangsterkomedie Analyze This fra 1999 har skuespilleren flittigt spillet komedie, og for hver gang er den selvbevidste parodi blevet mindre sjov. 

Her er den direkte pinlig. 

Det siger desværre alt om I krig med morfar, at svigersønnen kommer ind, netop som håndklædet om livet på De Niro falder ned. 

De to mænd står og skriger i en evighed. Det samme får man som tilskuer lyst til at gøre ad denne tåkrummende komedie.