Biografanmeldelse
10. aug. 2016 | 19:34

I morgen

Foto | Alexandre Léglise
København fremhæves i den franske dokumentar som en by, der har gjort så meget for cyklister, at få gider tage bilen.

Fransk dokumentar om klimakrisen har et forfriskende fokus på løsninger, men den udpegede skurk burde blevet hørt.

Af Jeppe Mørch

Nogle problemer er bare så bombastiske, at det er nemmere at forholde sig apatisk.

Vi ved godt, at den er gal med klimaet. Men det er uoverskueligt at skulle redde syv milliarder menneskeliv i en hverdag, der også byder på arbejde, indkøb, madlavning og opvask. Og der er også en flygtningekrise i gang. EU smuldrer. Mange nationers økonomi er hårdt pressede. Terror …

Klimaet er langt nede på de fleste politikeres prioritetsliste.

Men måske behøver det ikke være så uoverskueligt. Det foreslår den franske dokumentar I morgen ganske overbevisende, når klimaforandringerne sammenkobles med landbrug, energi, økonomi, demokrati og uddannelse i fem pædagogisk velopbyggede kapitler.

Til tider skrives fakta og kuriositeter hen over lærredet, og pludselig ved vi, at et computerspil forbruger lige så meget energi som 40 etiopiere.

Al Gores dommedagsgrafer fra En ubekvem sandhed er dog pakket langt væk, og I morgen insisterer på at beskæftige sig med løsningsforslag.

Nogle vil utvivlsomt opfatte det naivt eller banalt, når der peges på globalt og lokalt samarbejde som det våben, der skal give klodens befolkninger magt i klimakampen. Men snart er det for sent at gøre noget, og det skorter på bedre løsningsforslag. Og hvis man forsøger at gå sammen, er de der syv milliarder skæbner ikke længere blot den enkeltes ansvar.

I morgen er instrueret af Cyril Dion og Mélanie Laurent. Dion er en fransk aktivist, som før har lavet film om natur og landbrug, mens Laurent er skuespiller kendt fra Tarantinos Inglourious Basterds og Beginners, hvor hun spiller over for Ewan McGregor.

De inddrager sig selv i dokumentaren, og det tilfører den didaktiske film en nødvendig portion entusiasme. Laurent fortæller, at det var en graviditet, som gjorde hende særligt interesseret i problematikken, og således såre simpelt får klimaudfordringerne et menneskeligt aspekt.

Dion og Laurent optræder som interviewere og fortællere. Det gør de glimrende ved aldrig at tale ned til publikum, og det er jo uhyre vigtigt, når man har et pædagogisk sigte.

I morgen anvender to forskellige kameraer til henholdsvis interviews og naturbilleder. Kontrasten skaber elegant fremdrift, når konventionelle optagelser efterfølges af helt anderledes overrumplende og barske billeder af den kamp mellem natur og industri, som filmen forsøger at beskrive.

Vi besøger Frankrig, USA, Island, Danmark og Indien, og på den måde brydes den stilstand, der kan være i en dokumentar bygget op af talking heads. At rejserne nok ikke er foretaget på cykel, og at også I morgen har bidraget negativt til det alarmerende, globale CO2-regnskab er en anden historie.

Dion og Laurent opsnuser klare og interessante holdninger til klimaet og dets tilstand. Det står dog hurtigt klart, at de interviewede er meget enige.

De venstreorienterede er i overtal, og store globale virksomheder og verdens rigeste udpeges konsekvent som skurkene. Instruktørerne taler kun med små landmænd, der er imod industrilandbrug, og fra det politiske landskab i Danmarks interviewer de teknik- og miljøborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten, som fortæller om lyksalighederne ved at cykle.

Det er uden tvivl sandt, at industriens største aktører bærer et enormt ansvar for Jordens udpinte ressourcer og det skrantende klima. Men det er kritisabelt at opstille så mange anklager mod en part uden at stille denne et eneste spørgsmål.

Repræsentanter fra industrilandbruget eller nogle af de politikere, som angiveligt udelukkende favoriserer verdens rigeste, burde være fundet frem og stillet spørgsmål. Hvad er deres bud på løsninger?

Det får vi ikke at vide, og det er en skam, for I morgen har et forfriskende fokus på løsninger frem for de spektakulære undergangsscenarier, klimaforandringerne kan forårsage.

Trailer: I morgen

Kommentarer

Titel:
I morgen

Originaltitel:
Demain

Land:
Frankrig 

År:
2015

Instruktør:
Cyril Dion, Mélanie Laurent 

Manuskript:
Cyril Dion

Medvirkende:
Cyril Dion, Mélanie Laurent, Morten Kabell,

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle 

Premiere:
11. august 2016

© Filmmagasinet Ekko