Balkanske dramaer om kvindelige biavlere er som busser: Man venter en evighed på én, og så kommer der pludselig to lige efter hinanden.
Den nordmakedonske dokumentar Honningland fra 2019 skildrer en traditionel biavler, der trues på levebrødet af sine nye naboer.
Nu kommer så I solsortens land, et autentisk drama fra Kosovo, hvor en alenemor byder sine forstokkede naboer trods ved at starte sin egen forretning.
Begge handler om kvinder med en stærk tilknytning til den natur, de lever af, og det samfund, de er en del af.
Instruktør Blerta Bashollis film foregår i den lille landsby Krushe, der stadig bearbejder traumerne efter krigen med Serbien, der fulgte i kølvandet på Jugoslaviens opløsning. Den sorthårede kvinde Fahrije har måttet brødføde sin familie, siden den skæbnesvangre dag i marts 1999, hvor serbiske tropper henrettede alle byens mænd og teenagedrenge.
Massakren har efterladt landsbyen i et limbo. Fahrijes mand er aldrig blevet fundet. Formentlig blev han dræbt sammen med sine naboer og hans lig kastet i den flod, hvor Fahrije siden har lært sin søn at fiske.
Men indtil de har vished, kan familien ikke komme videre i livet.
I en af filmens første scener går Fahrije ængsteligt gennem et FN-telt fuldt af opgravede lig og forsøger at identificere sin mand ud fra det tøj, han havde på, da han forsvandt.
Det ville være lettere, hvis hendes svigerfar Haxhi, der bor sammen med hende og hendes to børn, ville gå med til at lade sig dna-teste.
Men han kan ikke acceptere, at hans søn er død – en virkelighedsfortrængning, der er udbredt blandt landsbyens overlevende mænd. Krushe skildres som et tilbagestående, patriarkalsk samfund, hvor kvindeundertrykkelsen er chokerende.
Fahrije har passet sin mands bistader, siden han forsvandt, men hun har ikke hans håndelag og bliver ofte stukket – en irritation, hun udstår med tilknappet, stoisk ro.
Men bierne kan ikke løfte hendes familie ud af fattigdom. Så Fahrije begynder at lave ajvar, et smørepålæg lavet af ristede røde peberfrugter, hun kan sælge til det lokale supermarked.
Hendes entreprenørsjæl får landsbyens mænd til at kalde hende en skøge, og først er det kun hendes ældre veninde Naza, der tør hjælpe med forretningen. Naza er nemlig for længst holdt op med at interessere sig for, hvad mændene siger om hende på det lokale vandhul.
Landsbyens mænd kaster sten gennem Fahrijes vinduer og udskammer hende på åben gade, fordi hun ikke bare mut lader sin familie sulte, mens hun venter på, at en død mand skal vende tilbage. Men lidt efter lidt lykkes det Fahrije og Naza at overbevise de andre kvinder i landsbyen om at hjælpe dem.
I solsortens land er en sympatisk fortælling om kvindefrigørelse, dygtigt og beskedent fortalt med en rollebesætning af talentfulde amatører.
Blerta Basholli udfolder sin historie med mådehold og ærlighed uden alt for håndfaste filmiske virkemidler – med undtagelse af drømmesekvenser, hvor Fahrije ser sin mand synke under flodens brusende vand.
Det er ikke lige så poetisk som Honningland eller lige så arrigt et drama som Quo vadis, Aida?
Men I solsortens land er et selvsikkert drama i egen ret, fortalt i et eftertænksomt og roligt tempo, som er helt i tråd med filmens tålmodige skildring af ”kvindearbejde”.
Scenerne, hvor Fahrije med sammenbidte tænder roder gennem bunker af ligrester og tøjstumper for at finde sin mand, er følelsesmæssigt udmattende, fordi de er pirrende. De har potentialet til et pludseligt gennembrud, men som filmen viser, er det snarere tålmodig stædighed, der viser vej ud af skærsilden.
I en nøglescene er nogen brudt ind i kvindernes opbevaringsrum og har knust glassene, så gulvet flyder med blodrød ajvar. Helt uforknyt og uden selvmedlidenhed samler kvinderne stumperne op. Og arbejder videre.
Kommentarer