Jørgen Leths film afspejler hans rastløse nysgerrighed. De spænder fra dokumentar til fiktion og tilbage igen, ofte ad omveje og i et limbo mellem biograf og kunstgalleri.
Det er imponerende, at han i sin 60-årige karriere også har fundet tid til at skrive poesi, fagbøger, jazzkritik, noveller – og til at lægge stemme til såvel Tour de France som letbanen i Aarhus.
Leth har antydet, at I Walk bliver hans sidste film, men han har også modsagt sig selv ved at røbe planer om et nyt partnerskab med Lars von Trier. Deres samarbejde i De fem benspænd fra 2003 blev startskuddet på en selvrefererende fase af Leths kreative liv.
Den periode kom tydeligt og kontroversielt til udtryk, først i selvbiografien Det uperfekte menneske fra 2005 med det berømte kapitel om kokkens datter, og senere i Jørgen Leths omstridte refleksion over de sexpartnere, han har elsket og mistet, dokumentaren Det erotiske menneske fra 2010.
I I Walk placerer Leth stadig sig selv i front.
Det er faktisk med flere længder hans mest personlige film, og den antager, at man som publikum har et vist forhåndskendskab til hans lange karriere.
Men Jørgen Leth holder ikke sig selv i ave. Hans nye dokumentar er også et værk, hvori den nu 83-årige kunstner bruger en nøgtern kortlægning af alderens ubønhørlige nedbrydelse af krop og sind til at underminere sig selv.
Åbningsscenen ligner noget fra en kunstnerisk sci-fi-film. Her ser vi Jørgen Leth ligge på en briks på vej ind i en MR-scanner, som var den en portal til en fremmed verden.
Kort efter er vi i Haiti i januar 2010, samme aften som et voldsomt jordskælv vælter Leths hus i Jacmel ned om ørerne på ham. Lige siden har han haft svært ved at gå, holde balancen og huske.
Der er, som han siger, ”som om min hukommelse er rystet fri”.
Hvad der følger, kan bedst beskrives som en videodagbog. Den er stykket sammen af grynede iPhone-optagelser – lavet af Jørgen Leth eller hans søn Asger – og mere poleret dokumentarisk fotografering.
Vi følger ham tilbage til Haiti og ser ham som turist i Barcelona og omsværmet kulturpersonlighed i København.
To af de store stjerner på Leths sportshimmel, cykelrytteren Ole Ritter og tennisspilleren Torben Ulrich, dukker op to gange. Først i gamle klip fra de filmportrætter, Leth lavede om dem i 70’erne, og siden i nutiden, hvor de lader til at nyde et mere roligt otium end Jørgen Leth.
Et andet af filmens spor består af betagende luftoptagelser af uberørt jungle, som først forklares halvvejs inde i filmen.
Her rejser Jørgen og Asger Leth til Laos for at arbejde på et stort konceptprojekt, hvor de laver en visuel indramning af et stykke kaotisk jungle. Projekt blander den forkærlighed for kreative begrænsninger, Leth udforskede i selskab med von Trier, og den monumentale installationskunst, vi forbinder med kunstnere som Christo og Jeanne-Claude.
I Walk er til tider fortalt i en skurrende montageform, der minder om den afsøgende filmkunst, franske Jean-Luc Godard udforskede midt i karrieren. Andre steder foregår den i et mere afslappet tempo med Leth som en lakonisk, deprimeret fortæller.
Den smårystende, hvidhårede kunstner har humoren i behold, som når han grublende spørger, hvorfor vi egentlig tager så meget tøj på om morgenen.
Det er en gennemført ærlig film, hvor Jørgen Leth stiller sin aldrende, skrantende krop, upålidelige hukommelse og lammende søvnløshed til skue og debat.
På nogle tidspunkter føles filmen kaotisk og selvsmagende, men det er på den anden side også to af hovedtemaerne i Jørgen Leths kunstneriske testamente.
Og i sine bedste øjeblikke opnår filmen en drømmende kadence, godt støttet af Ola Fløttums længselsfulde musik. Her bliver I Walk vitterligt et rørende portræt af en gnaven, forfængelig og genial kunstner, der tager livtag med mørket for enden af livets tunnel.
Kommentarer