”Det er som at pisse mod vinden,” siger Jason om forsøget på at kompensere for sit eget klimaaftryk.
Forskeren planter ellers flittigt træer og hengiver sig til datamålinger af klimaændringernes effekt på den grønlandske indlandsis.
Det er et anerkendt faktum, at isen smelter. Men hvor hurtigt står endnu hen i det uvisse, fordi det ikke er muligt at måle, hvad der foregår under isens overflade.
Men det vil et hold forskere finde svar på.
De tæller snarrådige Jason, danske Dorthe, der har helliget sit liv til videnskaben, og eventyreren Alun. På hver deres måde risikerer de liv og lemmer for at kortlægge den fatale udvikling, som finder sted på klodens frosne yderkanter.
Ved hurtigt at beskrive forskerne tegner filmen et billede af klimakampens historie og truslen, der hvert sekund kan hive tæppet væk under vores civilisation.
Fra oven ses maleriske azurblå floder, der løber igennem et ellers gråt og goldt landskab. Ved første øjekast er optagelserne billedskønne. Det giver derfor et sug i maven, når det synker ind, at optagelserne viser smeltevand, hvis mængde stiger hvert år. Måske hæfter man sig også ved isens forunderligt mørke farve. Mon det skyldes luftforurening fra verdens kulilteudslip?
Fra starten er fortællingen dramatisk og snoet som en af Shakespeares tragedier. For det står værre til end som så. Den mørke is har fået sin farve efter 11.000 år gemt væk under årtusinders lag sne, men er nu kommet op til overfladen.
Instruktør Lars Ostenfeld fortæller, at han som barn dagligt lavede sabotage mod en byggeplads for at beskytte mosen uden for familiens hjem. Ved at forsvare området, hvor han og vennerne legede, blev han miljøaktivist uden at vide det.
Selv om et lille stykke mose var bagtæppe for hans barndomseventyr og hjem for forskellige dyrearter, står den i skyggen af de verdensomspændende følger, der kan læses i Grønlands forsvindende indlandsis.
Ikke alle de videnskabelige resultater giver mening for lægmænd, men deres betydning kan læses i forskernes ansigter og bekymring for kommende generationer.
”Hvorfor blive gammel?” spørger den 50-årige eventyrer Alun og smiler, før han bevæget besvarer sit eget spørgsmål: ”Fordi jeg næsten ikke kan vente med at få børnebørn.”
Jason fortæller, at han er drevet af hensynet til sin datters fremtid på kloden.
Centralt for forskningen er formationer i isen, eller hvad eksperterne kalder ”moulin”. Ordet betyder ”mølle” på fransk og henviser til, hvordan isens smeltevand suges ned i dybe huller ligesom de vandrevne møller, man historisk har anvendt til at male korn med.
Besnærende sekvenser fotograferet fra oven viser isens enorme rækkevidde og får den til at ligne det fineste marmor, mens optagelser tættere på viser vandet, der strømmer ned i afgrunden.
Det er fængslende, når dokumentaristen udstyret med et bodycam sammen med Alun begiver sig ned i en moulin, hvis dybde de endnu ikke kender. Deraf filmens titel.
Optagelserne viser svimlende højder, maleriske formationer og en kulsort afgrund, mens knirkende is og brusen af strømmende vand høres forneden.
Særligt spændende er deres kamp imod naturen, når en snestorm nærmer sig. Poetiske optagelsern viser dem bygge en mur af is rundt om lejren i skumring, mens fuldmånen lyser over lejren.
Udflugten er bestemt ikke en spøg!
Into the Ice spilder ingen tid med at overbevise publikum om, at klimaændringer er virkelige. Ændringerne er slet og ret grundstenen for at følge forskernes kamp for at forstå konsekvenserne.
Kortvarigt fornemmes en løftet pegefinger, men fortællingen er i sin essens mere skræmmende end den blodigste gyser. Isen smelter, og vi behøver ingen filmiske underfundigheder for at forstå, at vores undergang er selvforskyldt.
Kommentarer