Ida og Pjalte

Venskaber i familien bliver sat på en hård prøve, da lille Ida får en dukke af sin storebror Mark. 

Han er blevet en stor dreng, der skal starte i skole. Dermed bliver dukken, som Ida døber Pjalte, den nye kammerat, som holder pigen med selskab. 

Hun får sig dog en overraskelse, da Pjalte pludselig bliver levende. 

Det er kun Ida, som kan se Pjalte bevæge sig. Han fortæller, at man skal tro på, at dukker er levende, før man kan se det, og det gør Mark overhovedet ikke. 

Pjalte kommer til at ændre forholdet mellem bror og søster. Det resulterer i en perlerække af skænderier mellem de to søskende over den lille dukke, og Pjalte beslutter at forlade Ida, så bror og søster kan blive venner igen. 

Ida og Mark rejser sammen ud for at redde Pjalte fra de mange farer, der ligger på lur ude i den store verden. Kan de blive venner igen? 

Ida og Pjalte er halvt dansk. Den er lavet af Karsten Kiilerich (Den lille vampyr og Hodja fra Pjort) i samarbejde med instruktør Meelis Arulepp og manuskriptforfatter Aina Järvine, der begge er fra Estland. Filmen er produceret på danske A. Films afdeling i Estland og baseret på Eno Rauds populære, estiske børnebog fra 1962.

Det er en sød og musikalsk fortælling fyldt med sange, som er velkomponerede ørehængere. 

Den første halvdel af filmen, før Pjalte ender alene i den store verden, er klart den bedste. 

Her er små Disney-referencer, og børn med en fascination for astronauter, universet og stjernehimlen vil uden tvivl elske filmens fokus på verdensrummet. 

Det er nemlig der, Pjalte ender! 

Det er dog i filmens mere jordnære og overraskende voksne skænderier mellem de to søskende, at manuskriptet er stærkest. 

Snart seksårige Ida og hendes lidt ældre storebror får lov til at vise udtalt vrede, der fungerer godt som kontrast til filmens naivistiske animationsstil. 

Og så er selve scenen, hvor Pjalte skydes ud i rummet, mageløs i sin herlige fantasifuldhed. Det leder tankerne hen på Glen Keanes Netflix-film Til månen og tilbage, men den halvdanske film er helt sin egen. 

De danske stemmer bidrager flot til filmens stemning.

Jesper Asholt og Ella Daisy Anthony-Collins som Pjalte og Ida har et sødt samspil. Man kan virkelig mærke, hvor tæt de to figurer er knyttet til hinanden. Jesper Asholt har en dejligt finurlig og legende stemme, som både kan knirke sjovt skingert og emme af nedtrykthed.

Men det er især Louis Næss-Schmidt – søn af skuespiller Nicolaj Kopernikus – som rammer plet. Hans unge og meget drengede stemme, der snart kan høres som hovedrollen Aske i Ternet Ninja 2, udtaler ikke bare ordene. Det føles virkelig, som om han udlever dem.

Desværre mister Ida og Pjalte pusten i anden halvdel, hvor eftersøgningen af Pjalte styrer slagets gang. 

Dukken kommer på besøg hos en række rotter, men uden den menneskelige medvirken har man ikke længere hjertet med i historien, som mangler en rød tråd.

Det bedste i denne del er en musikalsk bådrejse, som Pjalte tager med en lille pipfugl. Det er en af flere sange, som bliver hængende i hovedet efter filmen.

Ida og Pjalte kunne måske have fungeret som en realfilm med delvis animation ligesom svenske Dunderklumpen! fra 1974. Det havde været interessant at se historien udfoldet med ægte mennesker, fordi der i skænderierne mellem børnene virkelig bliver gravet ned i den barske del af følelsesregistret.

Det tjener til filmens ære, at den ikke pakker børn ind i vat, men tør vise dem virkelighedens verden.