Idioten

Instruktør Kasper Rune Larsen, der debuterede med den fabelagtige Danmark, vender i Idioten tilbage til slacker-universet i et udefinerbart udkantsdanmark. 

På en måde er det nærmest en tragisk fortsættelse. 

Hvor Danmark skildrer det retningsløse liv, der hører ungdommen til, viser Idioten Tobias (Jacob Skyggebjerg) og kæresten Cille (Sarah Juel Werner) i de efterfølgende år, hvor man rodfæster sig og sætter en retning for den videre færd. 

Tobias og Cille er efterladt på perronen. De har endnu ikke fundet en destination for deres fremtidige liv, og måske er det netop det, der holder dem sammen. 

Da Tobias får betalt et ophold på en højskole af kommunen, falder han dog over sit kald i livet: Han vil være skuespiller!

Samtidig er Cille gravid. Der skal arrangeres bryllup, og de første skridt i et ansvarligt voksenliv skal tages. 

Men mest af alt går dagene bare, mens begivenhedernes gang skubber personerne rundt. 

Cille prøver at finde både barnevogn og job til Tobias, men det er svært ene kvinde at navigere i livet, når man har en jubelidiot som andenpilot. 

Jacob Skyggebjerg, der også har en central rolle i Danmark, gestalter titlens idioti med bravur. Han er fremragende som den evigt snakkende naivist Tobias, der får tusind idéer på et splitsekund, men ikke formår at fastholde dem. 

Ude af stand til at se, hvor lidt ansvar han tager på sig, klager han sin nød til alle, der vil lytte. For det meste Cille. 

Jobcentret er nogle idioter, børne- og ungeforvaltningen er nogle idioter, og hvis bare han lige fik hul igennem til skuespilbranchen, ville alt være bedre. 

Sarah Juel Werner får som Cille til gengæld ikke meget at arbejde med. Ligesom Tobias uforvarende ikke giver plads til andre end sig selv, levner Idioten heller ikke plads til at udfolde andre karakterer end hovedrollen. 

Det er synd, for Werner spiller godt, og man ville gerne vide meget mere om Cille. Men hun efterlades som en statist i Tobias’ verden. 

Der er flere kunstneriske valg, der ikke fungerer, som de nok var tiltænkt. 

Adskillige gange bliver personer længe fotograferet bagfra, mens de taler. Måske er det et forsøg på en dokumentarisk stil, som man ser hos Dardenne-brødrene, hvor det skaber en samhørighed. Men det er ikke udført godt nok til at blive interessant. 

Dybe samtaler ender ofte som irritationsmomenter. 

Det samme gør sig gældende i lydbilledet, hvor replikker ofte starter, inden kameraet fokuserer på den talende person. Nogle scener er for lange, andre for korte, og klipningen er velsagtens filmens største problem. Der er mange gode scener, men det føles aldrig som en helstøbt film. 

En af de exceptionelt gode er, da Tobias skal til audition i København, hvor instruktør Dagur Kári (Virgin Mountain) har en cameo. 

”Hvad er jeres smerte?” spørger Kári de to skuespillere, hvoraf den ene fortæller om at miste sin far. Imens sidder Tobias og lytter barnligt forundret over det nye rum, han er trådt ind i. 

Her er svaghed en styrke. 

Da det bliver Tobias’ tur, forventer vi et følelsesmæssigt klimaks, hvor vi får et indblik i den smerte, han bærer rundt på – og dermed en forståelsesramme for personen. Stor er morskaben derfor, da han halvforvirret fortæller, at han da også har mistet sin mormor på et tidspunkt, hvis det kan bruges? 

Kasper Rune Larsens evne til at afmontere dramaet fungerer forbilledligt i enkeltscener. Han kan skrælle fiktionens lag af, så autenticiteten højnes, og troværdige mennesker titter frem. 

Men i Idioten tipper balancen, og når det er svært at få øje på dramaet i fortællingen, bliver det sværere at involvere sig. Man ville indimellem ønske, at man kunne kaste alle brikkerne op i luften, så de landede på ny.

Det gælder i livet såvel som fiktionens verden. Inde i Idioten gemmer der sig en langt bedre film.