If I Stay

Ekko har ingen trettenårige piger i anmelderkorpset, så det blev mig, der skulle forsøge at finde min indre tweentøs frem med ungdomsmelodramaet If I Stay, baseret på Gayle Formans bestseller.

Det er en udfordring: Jeg er 24, dreng og allerede sat, men jeg har engang været til Backstreet Boys-koncert og grædt til Love Actually, så hvis filmen er god, skal det nok lykkes.

Vi starter på endnu en happy go lucky-dag i high school-eleven Mia Halls glasur-overtrukne liv. Forholdet til den romantiske rock-dude Adam er begyndt at hakke lidt, men man kan dårligt have ondt af hende, når hun og hendes cello er ved at blive optaget på det eksklusive konservatorium Juilliard, og hun har det godt med sine parent of the year-kandidater – de bohemeagtige rocktyper Kat og Denny.

Forældrene har uniformeret sig en kende, siden farmand var rockstjerne, men ikke mere, end at de har opflasket Mias lillebror til at høre Iggy Pop (før 1978, vel at mærke). Og hver søndag indbyder de halvdelen af byen til grillfest med dans og fællessang og all american-hygge om et bål.

De er i det hele taget så frisindede og hipstercool og perfekte, at det halve havde været alt rigeligt, og det er svært ikke at blive en lille smule skadefro, da idyllen splintres, og de begge omkommer i en bilulykke, som efterlader Mia i koma.

Hun vågner godt nok tilsyneladende uskadt på åstedet efter ulykken, men da hun ser sig selv blive båret ind i en ambulance, erkender hun, at hun befinder sig i en spøgelsesagtig limbotilstand. Hun kan se, men ingen kan se hende – og i resten af den langstrakte spilletid er hun tilskuer til sin egen dødskamp, mens hun overvejer, om det overhovedet er værd at leve videre uden forældrene og måske endda uden lillebroren.

Og så er der egentlig ikke meget handling tilbage i nutiden.

I stedet parallelklipper filmen til flashbacks fra hvedebrødsdagene i Mia og Adams forelskelse. Adam er den uopnåelige Mr. Perfect, laber og charmerende forsanger i et fremstormende rockband, men også en blid og hengiven kæreste – bad boy og svigermors drøm i ét.

Der går Grease i forholdet, når den ærbare cellist Mia skal tilpasse sig rockmiljøet og bliver defloreret på Halloween-natten iført Debbie Harry-kostume. Men deres happily ever after er truet, for karrieredrømmene trækker dem hver sin vej. Den komaramte Mias livsmod afhænger nu af, om Adam dropper et stort gig og iler mod hospitalet og beviser, at han virkelig elsker hende.

Der er ting, der virker i If I Stay, som ikke hører til sin genres ringeste bidrag.

Parallelstrukturen pakker plottet fint ind (selvom den diminutive historie ikke kan holde gryden i kog i alle 107 minutter), og den altid seværdige Chloë Grace Moretz tapper Mia-rollen for alt dens potentiale.

Og så forlener Stacy Keach ene mand hospitalsscenerne med inderlig og autentisk sorg som omsorgsfuld bedstefar. Han leverer filmens mest rørende stund i en monolog over Mias sygeseng.

Jeg tudede dog ikke, selv om filmen plagede mig om det temmeligt ofte, og jeg fik på intet tidspunkt lyst til at knalde drømmefyren Adam.

For der er noget forlorent over If I Stay.

Instruktør R.J. Cutler har berøringsangst over for den alvorlige tematik, og han forlader sig på, at sirupdryppende dialog og et stykke velvalgt underlægningsmusik kan formidle følelserne. Derfor får han aldrig krænget sorgen og smerten ud, sådan som det for eksempel sker med knugende virkning i Gabor Csupos Terabithia – et hemmeligt land.

Måske vil tweenpiger og folk med en lav patostærskel finde tørklæderne frem, men andre vil, som overtegnede, komme tørskoet i land – med krumme tæer.