Charlotte har været advokat i København, men er nu bosiddende i provinsen med sin mand, brydertræneren Lars. Hun keder sig imidlertid og trøster sig derfor med vodka i energidrikken og elskov med egnens politicharmør.
Knægten Liam nikker en modstander en skalle under træning og suspenderes. Samtidig må Charlotte indrømme, at hun boller ved siden af.
Men så bliver Liam fundet myrdet ude i skoven, og Lars mistænkes for mordet og sigtes, men løslades. Lokalsamfundet har imidlertid fundet ham skyldig.
Så hvad nu, Charlotte?
Støtte din husbond, du bedrog åbenlyst, eller træde i karakter som kvinden, der muligvis har en homoseksuel ægtefælle?
Instruktørtalentet Mads Mengels krimiserie på YouSee, Ikke et ord, begynder faktisk lovende ved at antyde et moralsk-etisk tema om bedrageri i gradbøjninger af familiaritet og ægteskab, karriere og kærlighed.
Der er elementer af Ingmar Bergman og Claude Chabrol i de første afsnit af serien, der er skrevet af Christian Bengtson, Adam August og Jens Dahl. Den samspilsramte borgerlighed krakelerer på grund af utroskab og svigt samt et traume fra fortiden, som har kuldslået to mennesker, der elsker hinanden.
Historien foregår som så mange af nutidens serier i en dansk provins, som kun er sporadisk skitseret og består mest af et supermarked, nødvendige sætstykker og så de involveredes respektive og ret så herskabelige bopæle.
Det første indtryk, man får af serien, er det klaustrofobiske miljø og kyklopiske udsyn. Sådan set fair nok, hvis denne indelukkethed og indsnævring bare var blevet brugt relevant som et psykologisk kammerspil, hvor helvede er de andre, og omgivelserne er et jordisk helvede.
Men meget hurtigt bliver det til Morten Korch med kokain. Det er folkekomedien som hyggekrimi, hvor det uhyggelige kan stå på en amagerhylde, selv om det synes sort og sinistert fra start af med samspilsramte mennesker i flæng.
Endelig har Ikke et ord den skavank, at den ikke rigtigt ved, om den skal være et voksendrama eller ungdomsserie. Vil den være en morale om, at forældre bør tale mere med deres børn, eller en strikt intrige om narko blandt provinsens pubertetsramte ungdom?
Selv her i det sidste aspekt svigter filmen sin ungdom. Det er sådan set først i allersidste afsnit, at ungdomsvinklen med mobning og kæresteri eksponeres.
Slutningen lander derfor genremæssigt mellem to stole, og behovet for fortsættelse er ikke stort.
Der er ellers sympatiske intentioner i historiens mordgåde, som kunne artikuleres tidligere i fortællingen og mere tendentiøst ud fra provinsungdoms sociale problemer med forældre, deres letsindige livsstil og så den stressede ungdomskultur.
Jeg er stor fan af seriens tre hovedaktører.
Josephine Park er glimrende som tough kvinde med stålsat blik og ben i næsen, Charlotte, der står stejlt i det intime dilemma mellem viv og elsker. Altid gode Jakob Cedergren er hendes mand, mens Jacob Lohmann, der spiller Liams far, kan være både slesk som en giftsnog i solen og sympatisk som snobrød fra lejrbålet.
Men ingen af de tre har særligt meget materiale at gøre godt med. Deres replikker er som vejskilte, der peger fremad i et plot, som hurtigt bliver mere ensrettet end forgrenet.
Det er især synd for Josephine Park, som ellers er en god kandidat til den kvindestærke, snurrige og dobbelttydige genre, Trine Dyrholm længe har haft monopol.
Efter to effektive afsnit med en ferm langsommelighed og et vue på ægteskabelighed i skyggen af en tragedie sander serien til.
Kommentarer