Georgia vil gerne være brandmand. Men den animerede film Ildsjæl foregår i 1930’ernes New York, hvor brande slukkes af mænd, ikke kvinder.
Hvad gør man, hvis man er en teenagepige, der ikke kan tænke på andet? Man springer da i forklædning for at gøre sine drømme til virkelighed!
Sekstenårige Georgia har det ikke fra fremmede. Hendes far Shawn arbejder måske nok som skrædder, men engang var han brandmand og byens helt. Det viste sig dog umuligt at være både brandmand og en god far, og Shawn endte derfor bag en symaskine.
Georgia hjælper ham, men mens de syr tøj, stikker en pyroman ild på New Yorks teatre.
De brandmænd, der forsøger at slukke brandene, forsvinder på mystisk vis i store, lilla røgskyer. Til sidst er Shawn den sidste brandmand i New York, og borgmesteren Jimmy tigger ham om hjælp.
Og så kan de eventyrlige løjer begynde. Shawn lyver for sin datter og siger, at han er bortrejst et par dage. Georgia lyver for sin far og siger, hun bliver hjemme med deres trofaste hund Ember. Men hun har i hemmelighed trænet til det øjeblik, hvor en chance ville vise sig.
Hun forklæder sig som den unge mand Joe, der melder sig hos Shawn som frivillig brandmand. Shawns lille gruppe består også af den kejtede mexicaner Ricardo, der er autodidakt kemiker, og sidste mand er den spinkle asiat Yin, der lider af narkolepsi og blev fyret som taxachauffør, fordi han ustandselig faldt i søvn bag rattet.
Filmens styrke er Georgias forvandling til Joe. Når jorden brænder under Joe, smelter næsen, for den er lavet af voks, og når han får et kammeratligt kram af gutterne, flytter falske muskler og overskæg sig.
Georgia er ikke præsenteret som transkønnet, men filmen leger med vores kendskab til køn og fleksibilitet. Man kan nemlig være, hvad man vil.
Ildsjæl handler både om at tro på sine drømme og om at tilhøre en minoritet. Filmen indeholder en traditionel superhelte-historie, hvor en superskurk har opfundet teknologi for at realisere sine onde planer om hævn og ødelæggelse. Skurken er en vred feminist, der gør oprør mod det undertrykkende patriarkat.
Her er ikke tale om et ekko af den moderne #MeToo-bevægelse, snarere en erindring om bitre andenbølge-feminister, der nu kæmper for at få rampelyset på andres bekostning.
Men det er nok så meget spørgsmålet om minoriteter, der er filmens hjertebarn: at bryde med diskrimination, at blive inkluderende og fjerne barrierer. Er det rimeligt, at kvinder ikke kan blive brandmænd? At fattige immigranter ikke kan få en uddannelse? Og kan man lære at leve med et handikap?
Ildsjæl er produceret af canadiske L’Atelier Animation, og den er instruktør Laurent Zeitouns debutfilm. Han har som producer og forfatter haft en finger med i spillet på film som den animerede Ballerina, den franske De urørlige og engelske Stalins død.
Med Ildsjæl leverer han en animationsfilm, der sagtens kan konkurrere med Disney.
Tematikken er relevant, historien er spændende og velfortalt, og Georgia og superskurken er interessante figurer. Ligesom mange animationsfilm siden Frost er den ikke bundet op på en traditionel heltinde får helt-slutning. Filmen ender med fotos af virkelighedens kvindelige New York-brandmænd, der først blev ansat i 1982.
Men Ildsjæl bruger også de samme kønsstereotyper, som den kritiserer.
Er det en degradering at gå fra at være brandmand til at blive skrædder? Må mænd ikke sy tøj? Og hvorfor er vores heltinde fars pige, mens skurken er en feminist, der single og uden familie og venner bliver til en bitch, fordi hendes karriere er slået fejl?
Her er jeg mest på skurkens side.
Næste gang kan Zeitoun forhåbentlig tage os endnu højere end skyskraberne i New York, så vi kan drømme vildere. Indtil da kan vi slænge os i biografsæderne og nyde sommerens hæsblæsende pyromanjagt.
Kommentarer