Hurra for Hollywood.
Indbegrebet af den amerikanske drøm om at blive til noget stort og succesfuldt. Eller det modsatte, det amerikanske mareridt, hvor livet forliser og bliver til fiasko.
Men findes der noget midt imellem?
En almindelig hverdag med små mennesker og deres drømme, som bliver udsat for uprætentiøs nysgerrighed og nøje granskning. Forsøg på at indfange filmbyen uden for megen iscenesættelse, men fokus på det at være et sandt menneske i en kulisseverden.
En aura af autenticitet midt i de skamredne, sydcaliforniske landskabsklichéer: Høj blå himmel og slanke palmer, som stræber om kap med skyskrabere på brede boulevarder. Sorgløst solskin uden andre skyer end dine egne.
Det synes at være intentionen og intensiteten i den svenske billedkunstner Tova Mozards udstilling ILoveRuss.
Bosat henholdsvis i Stockholm og Los Angeles har hun i tyve år med væsen og video fulgt filmstatisten Russ. En stille eksistens i Hollywood, men også – som udstillingen viser – et snakkehoved med en mumlende poetisk og halvfilosofisk sniksnak om dit og dat.
Russ bliver for kunstneren sindbilledet på et menneske, som midt i en omskiftelig senmodernitet forsøger at fastholde sin egen menneskelige kerne. I et land og en tid, hvor narcissisme og kommercialisme dominerer både tidsånd og livstil.
Den tyveårige kontakt med et menneske, som hen ad vejen for Tova blev en slags sjæleven, er udstillingens perle. En almindelig mand i ualmindelige omgivelser.
I Nikolaj Kunsthal er Russ og hans liv og levned sat op på fem superskærme omgivet af gulvlange sceneforhæng.
På skærmene ser vi kunstnerens hovedperson i forskellige situationer, steder og aldre. Med og uden skæg, hår der gråner pø om pø, siddende på kanten af en alt andet end mondæn swimmingpool, passerende en donutcafé eller stående i en restaurant, der er iscenesat som en filmkulisse.
Det meste af tiden taler Russ ud i luften – til sig selv øjensynligt.
Tova Mozard undgår med sin installationskunst bevidst en narrativ rækkefølge, et konstrueret plot. Hun viser os derimod tilfældige skiver af et liv uden begyndelse og ende.
Det giver en særlig fornemmelse af tidløshed og så det modsatte: at tiden faktisk går. I fragmenter får man en filmisk sammenhæng, som med farver og stil efterligner fiktionsfilmens stringens.
Men man befinder sig i et fantasmagorisk univers. Et univers, som Tova Mozards anden installation, kortfilmen Psychic, accentuerer. Et flimrende og dog fastholdt signalement af en clairvoyant butik med tarotlæsning og anden spådomskunst.
Lokkende som eksotiske og spektakulære templer loves der indsigt i fremtiden, men det er et menneskeskabt fatamorgana. En flamboyant illusion, som hidkalder forvirrede individer, der partout vil se en mening i livet.
Interessant nok kommer vi aldrig ind i templet. Fremtiden er hermetisk lukket.
På Mozards første soloudstilling i Danmark er der også fotografiske stilleben. Billeder af personer og deres relationer til en tingsverden af billig glamour og kynisk glathed. Det minder om den amerikanske maler Edward Hoppers fascinerende motivkreds af tavse, forstenede mennesker, der gådefuldt er lukket inde i sig selv.
ILoveRuss er en lille, absolut seværdig udstilling med en sælsom aura af noget nyt og noget deja-vu. En hyldest til Russ, den tavse statist, som via en kunstner får mund og mæle og møder os med en anden side af Hollywood.
Et stykke hverdagsliv midt i filmmyternes hovedstad.
Kommentarer