”De er virkelig glade for at smadre monumenter!” siger Jeff Goldblums videnskabsmand, da han flyver under London Bridge, mens en armada af rumvæsner lægger byen øde.
Hvorfor angriber de altid monumenter? Det er idiotisk, men det ser godt ud.
Kortere kan man vist ikke opsummere Roland Emmerichs muntre genoplivning af Independence Day, der planker det bedste fra originalen.
Tyve år er gået, siden amerikanerne sidst smed den galaktiske invasionsstyrke på porten. Menneskeheden har brugt tiden på at studere alien-teknologi og give militæret en sci-fi-overhaling, med grønne lasergeværer og en månebase som forsvar mod en intergalaktisk invasion.
Overlevende fra det første møde plages af visioner af en rund dingenot, som de tegner, kradser og maler på alt, der står stille længe nok. Ligesom i Nærkontakt af tredje grad.
En af dem er Præsident Whitmore (Bill Pullman), der, traumatiseret efter sidste omgang, halter rundt med stok, taler en halv oktav højere end sidst og har anlagt et viltert fuldskæg af den slags, der kan barberes dramatisk i tredje akt.
Imens leder Goldblums videnskabsmand (hvad han er ekspert i, er stadig uklart) efter svar hos en gruppe oprørere i Afrika, hvor han genkender Charlotte Gainsbourgs læspende toppsykolog.
”Vi, øeh, stødte ind i hinanden til et par konferencer,” forklarer han lummert.
De ”primitive” afrikanere har en særlig forståelse for rumvæsnerne efter at have kæmpet mod dem længere end nogen andre, men alligevel er alle overraskede, da de rent faktisk vender tilbage.
På nær publikum, selvfølgelig. Og det burde heller ikke komme som en overraskelse, at Jordens forsvar mejes ned som en andemor på en motorvej.
Dermed får Emmerich, der må have væltet mange byggeklods-huse som barn, endelig lejlighed til at demonstrere sit flair for at blande ekvilibristisk masseødelæggelse med fladpandet lavkomik.
”Tissede du lige i bukserne?” spørger Liam Hemsworth Goldblum, efter at de på et hængende hår har undveget rumvæsnerne. ”Ja,” lyder svaret, og Hemsworth nikker. ”Også her.”
Tredje akt er præcis samme historie om et desperat sidste forsvar, vi så i den forrige film, med den væsentlige forskel, at slutningen snarere er et komma end et punktum. I disse franchise-tider er én fortsættelse selvfølgelig ikke nok.
Således afspejler Resurgence tidsånden lige så meget, som originalen på godt og ondt afspejlede 90’erne. Det er en film, der er en halv time kortere end sin forgænger og alligevel føles mere slapt fortalt, fordi den ikke rigtig afsluttes.
Det går særligt ud over det nye kuld, der må træde til side for at lade de gamle fan-favoritter komme til. Liam Hemsworth, Maika Monroe og Jessie T. Usher er en sympatisk helte-trio, men de har ikke nær så meget at lave, som Goldblum og Will Smith havde i sidste film.
Will Smith kunne de i øvrigt ikke lokke til at være med, så hans karakter er blevet aflivet. Han glimrer ved sit fravær: hans ekstroverte karisma gjorde den første film til en succes, og filmen gjorde ham til en stjerne. Denne fortsættelse gør næppe nogen til stjerner.
Også hvad angår kønsroller, er filmen bagstræverisk: Mændene er heroiske, kvinderne er bekymrede. Man kunne have håbet på mere af en film med en kvindelig præsident.
Som i de fleste nostalgifilm er der intet nyt under solen, men i det mindste er opskriften ikke blevet dårligere med alderen.
facebook
twitter
Kommentarer