Indignation

Indignation er en filmatisering af Philip Roths roman af samme navn.

Det er en af hans mest beske og selvbiografiske, der behandler forfatterens genkommende tema´om det problematiske i at være retskaffen og fritænkende jøde i et fundamentalistisk kristent USA, som sætter mennesker i bokse og båse.

På den måde skriver filmen sig smukt ind i en række værker om det at være ung jøde dengang eller nu i USA.

Her er det historien om den begavede jødiske slagtersøn Marcus Messners ulykkelige liv som studerende ved et universitet i Ohio i 1951, hvor han skulker fra Koreakrigen.

Den følsomme affære mellem den labile, bipolære og frigjorte lægedatter Olivia fra den velbjergede middelklasse og den kronisk indignerede Marcus, der er i oprør mod sin småborgerlige familie med dens ortodokse jødedom, er præget af de to skuespilleres intense fortolkninger.

Hun er fragilt gestaltet af den canadiske Sarah Gadon, som grangivelig ligner en ung blond udgave af Julia Roberts. Hun har samme dybe smilehuller og stive øjne, som tavst, men stærkt signalerer sår i sjælen.

Den langt mere berømte Logan Lerman, der fik sit gennembrud som gudesønnen Percy Jackson i to film om Olympens guder, er ligeledes velvalgt som den intelligente Marcus. Klassens kloge fyr, insisterende kæphøj, diskussionslysten og til tider en splint i røven på klassekammeraterne.

Men også psykisk og socialt en enspænder og agnostiker klemt mellem både jødiske og kristne medstuderende, som begge kræver hans engagement og personlighed.

Coming-of-age, den amerikanske dannelseshistorie om overgangsritualer fra barn til voksen, er her gennemspillet med Roths vante motiver om et mærkværdigt hyklerisk Amerika.

Kærlighedshistorien er således tintet af 1950’ernes erotiske masturbationskultur, hvor fyrene får blowjobs i stedet for at bolle, sågar nu og da før tungekys og kæleri. Der er tale om en udveksling af seksuelle tjenesteydelser fra især kvindens side, gerne på en skjult moralsk skala, som ikke tåler dagens lys.

Bag filmen står den instruktørdebuterende manusforfatter James Schamus, der har lagt pen til en række af Ang Lees film. Schamus har et skarpt registrerende øje og øre for den lavmælte dialog og formår at kreere indre lidenskab med meget få ydre midler: i ord og tale, med en gestus eller grimasse, at skabe dramatisk handling ud af små detaljer.

Filmens bedste scene er en tyve minutter lang samtale mellem universitetets dekan og Marcus, der har bedt om at blive flyttet fra sine samboer. Konversationen er rent krydsforhør, hvor en lille fjer – at den unge mand helst vil bo alene – bliver til fem høns om at være anderledes, ateist, jøde og/eller kristen.

Karakterskuespilleren Tracy Letts, kendt som den strikte senator Lockhart i tv-serien Homeland, løfter filmen markant som dekanen med den kviksølvsglatte fremtræden. Han er forstående og bekymret på overfladen og indremissionsk moralist inde bag jakkesættet – og giver os filmens dramatiske højdepunkter med sin personificering af hele epokens krops- og sexangst.

Indignation er ikke nogen stor film og synes heller ikke at have ambitioner i den retning. Bortset fra et par svinkeærinder med drømmesekvenser fortælles alt pænt og prægnant ad den slagne vej. Men også nogle gange for adstadigt uden den stille, latente dobbelttydighed, der ligger i romanen.

Men film er film og ikke litteratur. Og som film dykker Indignation netop ned i detaljer og vækker 1950’erne til live med et appetitligt design i bløde farver, kvinder med spidse kurver og mænd i konservativt stangtøj. På sine egne sympatiske præmisser skal Indignation i den grad anbefales.