En bedrevidende konspirationsteoretiker er en kombination, der ganske hurtigt bliver enerverende.
Derfor er det forfriskende, at tredje Dan Brown-filmatisering, Inferno, starter med en koldsvedende og konfus udgave af Harvard-professoren Robert Langdon (Tom Hanks).
Han vågner på et hospital i Firenze med hukommelsestab og sår ved de høje tindinger, for nogle har forsøgt at likvidere ham.
Langdon skal lige sunde sig – han kan ikke engang huske, hvad kaffe er – men der går ikke længe, før han igen er klar til at løse mordgåder og finde konspirationer gemt i kunst. Professoren har dog ikke lige så let ved at skelne mellem godt og ondt som tidligere, og det tilføjer Inferno en snert af tiltrængt tvetydighed.
Det er endnu engang Ron Howard, der har instrueret Dan Browns forlæg. I Da Vinci mysteriet lod han Langdon bakse med en albino-flagellant, relikvier og lyssky loger. I Engle & Dæmoner var symbol-forskeren i Vatikanstaten for at undersøge et pavemord og sprængfarlige partikler.
Inferno forsøger i starten at gå nye, visuelle veje, og det fungerer fortrinligt. Filmens titel er hentet fra første tredjedel af Dantes Den guddommelige komedie, hvor jeg-fortælleren og digteren Vergil vandrer rundt i Helvede blandt gniere, tyranner, ågerkarle og forfører.
Dantes fantasifulde beskrivelser af tortur forplanter sig til Langdons hoved, når professoren forsøger at erindre, hvad der er hændt. I frapperende scener flyder det med blod, tyveknægte bides af slanger, og menneskers ansigter er med magt tvunget over i nakken.
Desværre får de dragende mareridtsbilleder kun lov at overraske i starten.
Langdon har det med at møde smukke kvinder, der også interesserer sig for kunst og skattejagt, og denne gang er det Sienna Brooks (Felicity Jones fra Teorien om alting), som ledsager ham.
De finder et lille rør, som indeholder Sandro Botticellis overbliksmaleri af Helvede. De lidende mennesker har fået påført bogstaver, der ikke er at finde på originalen, og Langdon forstår prompte, at det må være et anagram. Det er bogstaver som hovedregel i Dan Browns univers.
Langdon og Sienna får opsnuset, at alle gåderne peger mod samme mand: mangemilliardæren Bertrand Zobrist (Ben Foster). Han mener, at vi er blevet for mange mennesker på kloden, så han har fundet på en besynderlig altruistisk løsning: Halvdelen af jordens befolkning skal udslettes af en ny pest, som han selv har opfundet.
Filmenvil karakterisere ham som ekstremt højt begavet, men Zobrists tolkninger efterlader et andet indtryk. At Dantes Inferno bør læses som en profeti, der kan redde os alle sammen, vil være en vanskelig pointe at forsvare ved en eksamen.
Efter den lovende start retter Inferno ind og følger samme vej som de foregående Langdon-film.
Vi stopfodres med oplysninger og ledetråde i et hæsblæsende tempo i smukke Firenze. Stopper man op engang, er det dog tydeligt, at trådene er bundet sjusket sammen. Det synes vilkårligt, hvilket kunstværk vores helte løber mod, og de udvalgte værker tildeles sjældent større betydning.
Langdon kunne lige så godt løse anagrammer fra en telefonbog.
Der er simpelthen ikke tid til at dvæle ved Giorgio Vasaris enorme Slaget ved Marciano-maleri eller Dantes vers, for action-tempoet kræver konstant bevægelse fremad.
Til gengæld er birollerne imponerende godt besat. Franske Omar Sy spiller den fysisk intimiderende Bouchard, mens indiske Irrfan Khan gestalter den snu vendekåbe ”Provsten”.
Sidse Babett Knudsen, der for tiden også kan ses i HBO’s Westworld, er generaldirektør for sundhedsorganisationen WHO. Organisationen er naturligvis også interesseret i at finde ud af, om en pandemi af bibelske dimensioner er på vej, og der stilles høje krav til direktøren om at holde hovedet koldt i det intrikate rænkespil.
Babett Knudsen fremfører fornemt den særegne bryske charme, der er ved at give hende et internationalt gennembrud.
Kommentarer