”Det er et godt klaver. Der er hverken kakerlakker eller rotter i,” siger en storsmilende, ældre jamaicaner, inden han går i gang med at stemme instrumentet, som står på en villa-altan i Kingston.
Da han er tilfreds, lægger han stemmenøglen fra sig og spiller en spinkel melodi. Det er Speak Softly, Love – kærlighedstemaet fra The Godfather. For mange den ultimative musikalske manifestation af siciliansk kultur.
Men det er det ikke. For nu klippes der til den legendariske musiker Ken Boothe, som står på scenen og synger selvsamme sang. Og han gør den til en jamaicansk rocksteady-sang.
I Peter Webbers dokumentarfilm Inna de Yard – slang for ”i gården” – møder vi de største, nulevende musikere i Jamaica i forbindelse med indspilningen af et akustisk album med reggae-hits. Og det er en glimrende mulighed for at blive mindet om, hvem der styrer reggae-musikken – altså ud over Bob Marley.
For du kan jo egentlig godt huske Buffalo Soldier, og måske havde du også en rastafarihat på, da du spillede gebrokken guitar på efterskolen.
Men hvem var alle de andre?
Jamaica er et relativt stort land, og man kan i hvert fald hurtigt blive pinligt bevidst om, hvor lidt man som publikum ved om jamaicansk kultur. Desværre er der ikke megen hjælp at hente i dokumentaren.
Billedskønne kavalkader af kulørt påklædning og aldrende dreadlocks, der kunne gøre enhver efterskoledreng minkgrøn af misundelse, passerer forbi øjnene.
Fortryllende, men hvor kommer musikken fra? Hvordan hænger den sammen med rastafari-religionen? Hvad er forskellen på rocksteady og reggae? Og hvorfor ryger alle reggae-musikere marihuana?
Så mange spørgsmål, der aldrig besvares ordentligt.
Dog giver den oversete sangskriver Kiddus I et interessant indblik i den uretfærdige musikbranches stærke tag i ø-nationen. Og der bliver akkurat tid til, at Winston McAnuff – kendt som Den Lille Triste Mand – kan sørge over sin søn, som tragisk døde i et gadeslagsmål.
En scene, der siger meget om de store problemer, landet stadig døjer med.
Men det er især charmen, der gør dokumentaren tiden værd. Det er sjældent, en 70-årig trænger så meget til at blive nevet i kinderne, som den falset-spjættende Cedric Myton gør. Og det er nærmest umuligt ikke at komme til at holde af Ken Boothe.
Men kernen af, hvad den jamaicanske musik kan, kommer vi aldrig ind til.
Filmen forsøger sporadisk at inddrage publikum med en kort forklaring af den historiske udvikling af musikken fra ska over rocksteady til reggae. Men det går for stærkt, og derfor kan man nemt miste overblikket af de meget forskellige musikalske indslag.
Inna de Yard føles som at stå med en strudsefjer ude i regnen og kigge ind af ruderne til en fest, man ikke er en del af.
facebook
twitter
Kommentarer