De færreste europæere har høje tanker om det amerikanske retssystem, som ofte kaldes stokkonservativt og måske ligefrem racistisk.
Men hvorfor har USA flere fængslede per indbygger end noget andet land i verden? Og hvorfor er op til fem procent af dem offer for justitsmord?
Netflix’ nyeste af uendeligt mange true crime-serier viser, hvad der går galt, og hvor svært det kan være at rette en fatal fejl, der måske har resulteret i en dødsdom.
I The Innocence Files kommer vi tæt på en række af de sager, hvor uskyldige amerikanere har tilbragt årtier i barske fængsler, før The Innocence Project fik dem fri.
The Innocence Project er en nonprofit-organisation, der siden 1992 har haft til formål at få frikendt så mange fejlagtigt dømte som muligt.
Det virker nærmest komisk, at dokumentarserien på Netflix dukker op side om side med Better Call Saul. I modsætning til fiktionssuccesen møder vi en række juridiske ildsjæle, der er villige til at sætte karrieren på pause for deres landsmænd og retfærdighedens skyld.
Alligevel er The Innocence Files ikke en historie om helte i habitter. I forgrunden er nemlig systemets ofre – de mennesker, der har brugt det meste af deres voksne liv bag tremmer for forbrydelser, flere af dem overhovedet intet kendskab havde til, før de endte i politiets varetægt.
Serien er delt op i tre dele med tre afsnit i hver. Hver del undersøger en central årsag til de forkerte domme og et par af de mennesker, der blev ofre for dem.
De to første dele – The Evidence og The Witness – viser pædagogisk og med stor teknisk detaljerigdom, hvordan en problematisk bevisførelse – eksempelvis bidemærker – og upålidelige øjenvidneberetninger i mange år har haft en katastrofal betydning i retssager.
Det er informativt og dygtigt fortalt, men i den tredje og sidste del, The Prosecution, bliver det for alvor uhyggeligt.
Her handler det ikke om forældede teknikaliteter, men om den menneskelige kynisme blandt landets anklagere, der tilsyneladende ingen midler skyr i jagten på en hurtig dom i en højprofileret sag.
Især sorte og latinamerikanere bliver hurtigt gjort til syndebukke for at undgå uro i lokalbefolkningen.
De forløsende scener, hvor sorte amerikanere endelig kommer ud af fængslet, klippes sammen med statuer af føderale krigshelte i sydstaterne og skaber en sammenkædning med slavebefrielsen efter den amerikanske borgerkrig.
Historien gentager sig selv, og endnu engang må de mest undertrykte i det amerikanske samfund reddes ud af fangenskabet.
Men serien skildrer ikke kun raceproblemet i politiefterforskningen med den vanlige fordømmelse. Den forholder sig rent faktisk informativt og analytisk til et problem, som de fleste er modstandere af, men ingen har en løsning på.
Vi følger fangerne i årene efter frigivelsen. Flere af dem arbejder for at ændre de love, der er baggrunden for uretfærdigheden.
Det er her, at The Innocence Files for alvor viser sin styrke. For en gangs skyld får vi muligheden for at forstå et system, der presser politifolk til at bruge manipulation og sågar til at skabe falske beviser og fordrer en mentalitet blandt anklagerne, som intet har med sandhed at gøre.
For en true crime-serie er det en usædvanlig kvalitet. Først når vi forstår systemet i al dets kompleksitet, kan vi nemlig begynde at ændre det.
Kommentarer