En voldsomt støjende sexscene, der fra oven indrammer to svedglinsende kroppe, oplyses svagt af måneskin.
Er det mon den kantede Issa, der sammen med en ny kæreste har fået lidt mere styr på tilværelsen?
Nej, hun ligger lysvågen med forskræmt mine og puden over øret i det tilstødende rum, mens lagengymnastikken runger fra soveværelset.
Sidst vi forlod Issa (serieskaber Issa Rae), blev hendes i forvejen utilfredsstillende arbejde skåret ned til halv tid. Og nogenlunde samtidig smed ekskæresten Lawrence hende ud af lejligheden.
Nu forsøger hun at navigere i en overvældende jungle af deltidsjobs, skyldfølelse og usikkerhed, mens hun bor hjemme hos Daniel (Y’lan Noel), som hun i sin tid var Lawrence utro med. Nu dyrker Daniel højlydt sex midt om natten med en anden kvinde i sit soveværelse.
Det er også om natten, at den muntre hovedperson Issa lever. Store dele af serien udspiller sig på dunkle, neonoplyste natklubber med R&B i højtalerne og endeløse drinks på stribe. Når det kommer til stykket, har hun dårligt råd til at gå ud. Men hun vil nærmest for enhver pris undgå at tabe ansigt foran vennerne.
”Hej, spejlkælling. Du ser godt ud i dag,” siger Issa fjoget til sig selv i spejlet, før hun går ud. I tidligere sæsoner taler hun jævnligt med sit spejlbillede, når hun er nedtrykt.
Men i seriens sorthumoristiske tredje sæson taler hun oftere med den destruktive Daniel, der har næsten lige så lidt styr på livet.
Gnisten mellem dem er uafviselig, og man venter spændt på, at deres affære genoptages.
Den intelligente kvindes nedadgående spiral, som vi har fulgt igennem to sæsoner, ser endelig ud til at være slut. Boligløs, single og fattig kan Issa snart ikke komme afgrunden nærmere. Hendes moralske og eksistentielle krise lever imidlertid videre i inderlige, men vittige samtaler med venner og kolleger.
Alle ser sider af hendes usikkerhed, som titlen refererer til, men kun hendes bedste veninde Molly (Yvonne Orji) får alt at vide.
Veninderne holder sig ikke tilbage fra at revse hinandens dårlige beslutninger i samtaler, der flyder over i et andet sprog og er uforståeligt for selv deres nære omgangskreds. Samtalerne ender med enten et højlydt grin eller smertefuld stilhed.
”Jeg vil ikke repræsentere alle sorte,” siger Issa til et møde med sine hvide kolleger. De rådfører sig med hende om et undervisningstilbud til fattige minoriteter, som ved et uheld er kommet til at fremstå racistisk.
Med kun én sort medarbejder og et logo, der forestiller en hvid hånd, som løfter sorte børn, er det nærliggende at forbinde organisationen med myten om den hvide mands byrde.
Selv om hverken Insecure eller dens hovedperson vil repræsentere alle sorte, er der en bevidsthed om seriens unikt kvindelige, afroamerikanske syn på verden. Og det bruges jævnligt som sløjfen på en vittighed.
Mollys utilfredshed med hendes nye arbejde hos et advokatfirma, der primært har afroamerikanere ansat, udvikler sig i starten til en diskussion i venindegruppen om, hvordan sorte internaliserer fordomme, de selv møder. Dybest set stoler Molly ikke på nogen, der ligner hende selv.
”Jeg har faktisk hyret en hvid revisor,” bryder den hylende morsomme Kelli (Natasha Rothwell) ind. Demonstrativt ruller hun øjne af de andre og vender opmærksomheden mod sin cocktail.
I stil med Lena Dunhams Girls vender Insecure tv-landskabets overrepræsenterede maskuline perspektiv på hovedet.
Det ser vi i tredje sæson, når Issa og Molly har samkørsel med appen Lyft. Deres mandlige kunder – som bliver vurderet på udseendet, før kvinderne gider hente dem – erstatter den endeløse stribe af unavngivne eller forglemmelige kvinder i komedieserier som Seinfeld og Frasier.
Kommentarer