Instruktøren Elegance Bratton tjente i det amerikanske marinekorps fra 2005 til 2010. Han er homoseksuel og bar uniformen på et tidspunkt, hvor det amerikanske militær praktiserede Don’t Ask, Don’t Tell-politikken.
Det var ikke tilladt at være åbent homoseksuel i militæret!
The Inspection, som Bratton både har skrevet og instrueret, fortæller hans historie.
I filmen hedder han Ellis French og spilles med følsom intensitet af Jeremy Pope, der er homoseksuel. Ellis’ mor vil ikke kendes ved ham på grund af hans seksualitet.
Da vi møder ham, har han levet i adskillige år som hjemløs. Nu har han besluttet at søge ind ved marinekorpset for på den måde at gøre noget med sit liv.
I træningslejren er det afgørende for ham at skjule sin homoseksualitet. Dels er homofobien blandt både rekrutter og befalingsmænd udtalt, dels risikerer han at blive smidt ud. Men en ufrivillig rejsning i fællesbadet afslører Ellis og gør ham pludselig til en paria blandt rekrutterne.
Hans kamp for at klare kravene bliver pludselig endnu sværere. En sergent udsætter Ellis for direkte livstruende øvelser. Men andre af befalingsmændene accepterer ham tilsyneladende.
Hvorfor får en af dem sat ord på sidst i filmen: ”Uden homoseksuelle i det amerikanske militær ville der slet ikke være noget amerikansk militær.”
Vi har set historien mange gange.
Den unge mand presses ud over sine fysiske og mentale grænser i forsøget på at kvalificere sig til at tjene som marinesoldat. Det er et af amerikansk films velkendte og kraftfulde dramaer. Og udspiller sig ofte mellem en søgende og ambitiøs mand, en brutal faderfigur i skikkelse af rekrutternes drill sergeant og en gruppe af andre unge soldater, der både er potentielle blodbrødre og konkurrenter.
Det er Louis Gossett Jr. over for Richard Gere i Officer og gentleman, det er R. Lee Ermey, der forsøger at knække Matthew Modine i Kubricks Full Metal Jacket.
The Inspection er en frisk fortolkning af genren.
Man tvivler aldrig på autenticiteten. Filmen føles ægte og personlig, og Jeremy Pope spiller hovedrollen overbevisende. Samtidig leverer filmen præcis, hvad man kan forvente af genren.
Bokeem Woodbine er en perfekt led satan som Desert Storm-veteranen sergent Laws, og rekrutternes delingsfører er fuld af snerrende bøssehad og slet undertrykt aggression. En muslimsk rekrut har svært ved at blive accepteret, og man bliver mindet om, at handlingen foregår, mens USA er i krig i Mellemøsten.
Mest nådesløs og usentimental er skildringen af Ellis’ mor. En scene i starten af filmen antyder, at hun er stærkt troende, og hun fortæller ham, at hun ikke længere betragter ham som sin søn. Filmen binder ikke nogen helt rar sløjfe på den konflikt.
Det er modigt.
Skildringen af Ellis’ seksualitet er også bemærkelsesværdig. Her mærker man virkelig, at historien er instruktørens egen.
Scenen i badet, hvor de andre rekrutter får en mistanke om homoseksualiteten, indledes af en farvemættet sexdrøm, der nærmest ligner den finske tegner Tom of Finlands muskuløse homo-fantasier.
Det er den eneste sekvens i filmen, der føles lidt skæv. Men det er også et greb, der virker. I mange efterfølgende scener, hvor Ellis er i nærkontakt med de andre rekrutter, er luften tæt af seksuelle spændinger, som føles direkte farlige. Vi ved, hvor meget der er på spil for Ellis.
The Inspection er en solid debutfilm, der giver en interessant LGBT-fortolkning af en af Hollywoods maskuline ur-historier. Man forstår godt, hvorfor tidens hotteste amerikanske indie-selskab, A24, står bag filmen.
Elegance Bratton endte med at aftjene fem år som fotograf i marinekorpset, og siden blev han uddannet fra Columbia University og New York University.
Don’t Ask, Don’t Tell-reglerne blev sløjfet i 2011.
Kommentarer