The Interview

En diplomatisk krise på linje med Muhammed-tegningerne. Så galt kan det gå, når Hollywood vælger at gøre grin med verdens mest utilregnelige diktatur. Også selvom The Interview – om et attentat på en siddende regeringschef – er langt mere vellykket som dum komedie end intelligent satire.

”På røvtur i Nordkorea” havde været en mere sigende titel. Satiren vægter mindre end personernes pubertære udskejelser og bliver aldrig mere grænseoverskridende end et gennemsnitsafsnit af The Colbert Report.

Seth Rogen og James Franco har før dannet makkerpar i den overgearede stoner-komedie Pineapple Express og sidste år i den begavede metafilm This Is the End, hvor halvdelen af Hollywood spillede sig selv i en grov og sjov dommedagskomedie.

Franco er igen den skæveste i det umage par som celebrity-showværten Dave Skylark, hvis ”nyhedsprogram” går til breaking, da Rob Lowe viser sig at være skaldet. Bag ham står produceren Aaron Rapaport (Rogen), der i årevis har undertrykt sine journalistiske instinkter for at viderebringe kendis-sladder.

Så da de to læser, at Kim Jong-uns yndlingsserie er Skylark Tonight tager de kontakt til det nordkoreanske kontor for international propaganda for at arrangere et interview – og lander lynhurtigt en aftale.

Bedst som de fejrer solohistorien, bliver de imidlertid opsøgt af CIA-agenter, der beder dem myrde den atombombe-bevæbnede galning, når de nu alligevel er der.

Da de ankommer til Nordkorea, mødes de af ”almindelige, lykkelige nordkoreanere” – og af Kim Jong-un, en buttet fanboy, der elsker Katy Perry, margaritas – og fisse. En mand efter Skylarks hjerte, hvorfor han prompte dropper mordplanen for at hænge ud med sin nye bedste ven, mens Rapaport konspirerer med (og forsøger at score) deres guide Sook.

Rogen og Franco anstrenger sig ikke, men man er i godt selskab og deres velkendte karakterer er stadigvæk skarpe nok til at vække et latterbrøl fra tid til anden.

Rogens romance med den systemfjendtlige Sook føles som en dramaturgisk konstruktion, mens Francos bromance med Kim Jong-un derimod er filmens stærkeste kort.

Randall Park er en mindre komisk åbenbaring som Kim Jong-un, et megalomanisk pattebarn med et dødsensfarligt faderkompleks. Hans humør kan på et splitsekund svinge fra dånefærdig benovelse til morderisk raseri, og Parks indlevelse er magnetisk.

Portrættet er dog også kendetegnende for satiren, der scorer lette point på en i forvejen latterliggjort figur. Filmen er udtryk for vestlig ønsketænkning: Kim Jong-un er lige så barnlig, som vi troede, og Nordkorea skal bare have et skub i den rigtige retning, før de indfører demokrati.

Manusforfatter Dan Sterling, der har arbejdet et år på The Daily Show, kommer med en politisk stikpille eller to, men bruger langt mere tid på en scene, hvor Seth Rogen skal stikke en metalcylinder i røven som en virkelig stikpille. ”Spidsen er det værste,” siger Lizzy Caplans CIA-agent i hans øresnegl. ”Tro mig.”

Det er dumt, men også ret sjovt. Når man beskæftiger sig med toilethumor, er der en hårfin grænse mellem tilpas og for meget, og instruktørparret Evan Goldberg og Seth Rogen har nøje afvejet balancen, så man griner, selv når man ikke burde.

At de kan holde gejsten oppe over filmens 112 minutter, er en bedrift i sig selv.

Dertil kommer, at filmen emmer af street-smart stilsikkerhed med montagesekvenser klippet til plade-scratches og et fiskeøje-look, der vækker mindelser om Mads Brüggers satiriske Nordkorea-tv-serie Det røde kapel. Musikken er komponeret og udvalgt af den fremstormende Henry Jackman.

Den ironisk-cool attitude er mest synlig under forberedelserne til det afgørende interview: jump cuts og krydsklipning i slow motion til reggae-klassikeren Bam Bam, mens den laskefede Kim Jong-un – med en cigar i mundvigen – smider tøjet, får olieret håret og trækker i jakkesæt.

Det er nok det bedste billede på filmen: vagt stødende idioti serveret med selvironiserende charme, selvtillid og lækkert hår.