Iqbal & Den Indiske Juvel

Tredje gang er lykkens gang. Hvor de første to film i serien om Iqbal Farooq, den kække indiske dreng fra Nørrebro, gjorde hovedpersonen en bjørnetjeneste ved at nedtone de kulturforskelle, der er børnebøgernes scoop, yder Iqbal & Den Indiske Juvel endelig forlægget retfærdighed.

Og det gør treeren uden at gå på kompromis med de første films hæsblæsende, livsglade eventyrlighed. Oliver Zahle, der også instruerede den foregående film i serien, fortsætter i samme opløftende tone.

Denne gang er det nørrebroske miljø skiftet ud med Indien. Her er det en ældgammel tradition, at en særligt betydningsfuld, stærk kvinde får overrakt Den Indiske Juvel, som hun skal vogte over. Nu er æren tilfaldet Iqbals tante Fatwa.

Familien Farooq er derfor rejst dertil for at fejre hende. Men alt går ikke som planlagt, og da far fejlagtigt bliver beskyldt af de indiske myndigheder for at forsøge at stjæle den smukke juvel, må Iqbal sammen med gamle og nye venner tage sagen i egen hånd.

Manu Sareens børnebøger om Iqbal Farooq har en charmerende tilgang til multietnicitet og er skarpe på de små hverdagskonflikter, der kan opstå, når man kommer fra forskellige kulturer. Det er en styrke, de tidligere film så godt som ignorerede. Her blev man kun mindet om Farooq-familiens etniske rødder, når naboen kom med racistiske kommentarer.

I Iqbal & Den Indiske Juvel er kultursammenstødet derimod indlejret.

Det er uundgåeligt at tænke på familiens etniske baggrund, når størstedelen af handlingen udspiller sig i Indien. Og hvor familien var for indiske i Danmark, er de pludselig for danske i Indien.

For første gang passer Iqbal, hvad udseende angår, ind i gadebilledet, men han skal lære nye skikke at kende for at begå sig – ikke mindst, da familien sender ham i skole.

Stolt og fuld af selvtillid stiller han sig til rådighed, da de sportsklædte klassekammerater mangler en spiller på holdet. Iqbal tager for givet, at det er en fodboldturnering, han skal brillere i, og får sig en gevaldig overraskelse, da cricketspillet går i gang.

På skurkefronten er der også sket noget. De lidt for platte slyngler Æselmand og Svinet fra de første to film er skiftet ud med en korrupt indisk politimand. Den snert af realisme giver filmserien et frisk pust af alvor og fare, når Iqbal igen må klare ærterne sammen med sin danske veninde Sille og sin indiske klassekammerat Abhaya.

Man kan stadig undre sig over, at man har castet en ung dreng med sydamerikansk og sydeuropæisk baggrund til at spille inder, men Hircano Soares er absolut fremragende i rollen. Han har en sprudlende karisma, og man føler sig konstant i godt selskab.

Også Arien Takiar er en charmetrold som den kloge lillebror Tariq, der med en spinkel stemme, kæmpestore briller og geniale påfund er hjernen bag børnegruppens snedige planer, som næsten giver Olsen-banden-associationer.

Enkelte steder bliver replikkerne leveret en smule stift, men det ser man gerne gennem fingre med, når rollerne er besat af så indtagende personligheder. Dar Salim spiller med sin altid tilbagelænede og lunefulde stil den cool onkel Rafiq, og han kunne godt have fortjent mere plads i historien.

Der er masser af pruttejokes til de mindste, og da lærerens briller bliver ramt af en fugleklat, er der garanteret latterbrøl på børnerækkerne. Til gengæld skal man være forberedt på at snakke i biografen, når man læser underteksterne til de mange engelske replikker højt for poderne. Det er et lidt underligt valg, målgruppen taget i betragtning, men det er vel også realistisk nok, at ikke alle i Indien på magisk vis har lært dansk.

Selv om Iqbal & Den Indiske Juvel er en skabelonskåret fortælling, er dens hjertevarme og positive energi svær at stå for. Og når tredje film stadig sprudler af originalitet og fortælleglæde, tegner seriens fremtid lys.