Serieanmeldelse
14. sep. 2023 | 11:37

Iran i hjertet

Foto | Eddy Media

Intetsteds har medieringen og ikoniseringen været mere intens og vellykket end i Irans ét år gamle protestbølge mod det siddende islamiske regime.

Omkring årsdagen for iranske Jina Mahsa Aminis død viser dokumentarserie, hvordan revolutionens paroler krydser grænser og inspirerer til kunstneriske brandbomber.

Af Rasmus Brendstrup

Enhver historisk revolution har sine egne ikoner og billeder. I vores tid suppleres de af medieloops eller soundtracks. 

Det bliver vi mindet om hvert eneste minut af dokumentarserien Iran i hjertet, der i dag har premiere på DR og vises i fire dele af 27-29 minutter. 

Miniserien minder os også om noget andet. 

Jo mere medieringen fylder, des mere smidigt krydser en revolutions paroler grænser og sætter sig i sanseapparatet andre steder end dér, hvor gadekampene fysisk foregår i Iran. 

Alle dokumentarens fire hovedpersoner udtrykker i hvert sit toneleje, at de føler, de er det forkerte sted. Nemlig i Danmark, fjernt fra den frihedskamp, de identificerer sig med. 

Samtidig kan de relativt risikofrit ytre sig. De kan afsende kunstneriske brandbomber, fuckfingre og protestsange, som faktisk bliver hørt. Der er både privilegier og en følelse af svigt gemt i den geografiske distance. 

Det er det paradoks, serien formidler stærkest og mest forståeligt. 

De fire er billedkunstneren Kimia Bahari, musikerne Nima Moradi og Melodi Ghazal samt tøjdesigneren Karo Kurrani. Ingen af dem er landskendte, og det er en omstændighed, der sætter sit præg på dokumentaren. 

Ingen af dem er stjerner, som er blevet kaldt til sagen på opfordring. De har aktivt og individuelt valgt protestvejen, og for især Kimia Bahari har det været et kvantespring. 

Før Jina Mahsa Amini, der døde den 22. september 2022 under moralpolitiets arrest i Teheran, turde hun ikke like et Facebook-opslag af frygt for, at hun eller familien skulle komme i efterretningstjenesternes sorte bog. 

Nu giver hun los. 

Kimia Bahari skaber malerier til udstillinger for bevægelsen Kvinde, Liv, Frihed og har sagt et vellønnet civilt job op. Det sætter perspektiverne op for den kreative klasses eksil-iranere i Danmark, og det føles hverken unødigt heltedyrkende eller som gratis point. 

Ingeborg Lohfert Haslund-Vindings miniserie giver taletid, sanser tanker og missioner, men bygger ikke nye kunstige mytologier op. Vi ser talentfulde kunstnere, som er ved at finde deres platform. 

Melodi Ghazal jubler ensomt på gaden, da en single lanceres online. At skabe kunst er i sig selv nyt og spændende. Effekt kan måles i respons foran en blokvogn omgivet af ligesindede. 

Det spil mellem lokal energi og global kamp giver serien en relevans og en uudtalt ømhed. Andre aspekter af serien falder mindre heldigt ud. 

Videooptagelser lægges i lag og tekster i forskellige fonte forstærker collagementaliteten, ensartede YouTube-klip og telegrambeskeder skyller igennem. 

Der er naturligvis en pointe. 

Intetsteds har medieringen og ikoniseringen været mere intens og vellykket end i Irans ét år gamle protestbølge mod det siddende islamiske regime. 

Kvinder, der klipper deres hår eller går hånd i hånd på gaden i Teheran, mens folk på gaden stirrer på deres fraværende tørklæder. Unge rødder, som vipper den religiøse hovedbeklædning eller råber skældsord af mullaher. 

Nima Moradi fortæller, at han måtte lægge sangkarrieren til side i nogle uger, da den første hængning af en demonstrant blev formidlet. Det smadrede hans følelsesapparat. 

Men efter det første afsnit følte føler man, at det er et mål i sig selv at mærke det bølgende flow af uro, vrede og håb, som man ville få på en anti-regime-TikTok-kanal. Jeg blev rastløs og savnede ankerpunkter i serien fire hovedpersoner, som først kommer til syne i afsnit to og tre. 

Forvirringen bliver ikke mindre af, at en femte herboende kunstner, Shëkufe Tadayoni Heiberg, dukker op som en poetisk kommentator på lydsiden med digte om hængninger, kongehistorien, mod og frustration. 

Hvorfor er hun ikke regnet som en af de hovedpersoner, vi må møde ordentligt? Det svarer serien ikke på. I det hele taget kunne man godt savne en klarere strukturering, for den ligger i kim. 

Ét afsnit er båret af Ole Sippels DR-reportager fra 70’ernes og 80’ernes Iran, en nyttig baggrund, men jo ikke en del af de unge hovedpersoners medievirkelighed. 

Her virker det, som om tidspres og pragmatisme – der er lancering i forbindelse med årsdagen for Jina Mahsa Aminis død – måske har gjort, at dokumentarserien ikke har haft den nødvendige inkubationstid. 

Skulle man give stjerner for intention og budskab, ville jeg uden tøven give serien fem stjerner. Men det er desværre blevet en for rodet fortælling – tre stjerner med pil opad.

Kommentarer

Titel:
Iran i hjertet

Land:
Danmark

År:
2023

Instruktør:
Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Medvirkende:
Kimia Bahari, Melodi Ghazal, Karo Kurrani, Nima Moradi, Shëkufe Tadayoni Heiberg

Spilletid:
Fire afsnit af cirka 28 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
14. september på DRTV

© Filmmagasinet Ekko