Isle of Dogs

Man skulle tro, Wes Anderson var mere til katte end hunde.

Hans kølige kontrol over sine nøje afmålte historier og det berømmede, sirlige design peger snarere i retning af katteagtig beregning end lalleglad hundeiver.

Men med Isle of Dogs springer Anderson ud som hundeelsker.

Historien er enkel. I den retro-futuristiske japanske by Megasaki har borgmesteren forvist alle hunde til en ø, der også er byens losseplads. Den tolvårige Atari stjæler et fly og sætter kurs mod skraldeøen for at finde sin gamle ven, Spots.

Her bliver han mødt af en gruppe hunde, der selv mener, at de er ”skræmmende alfaer” – Rex, King, Duke og Chief. De beslutter sig for at hjælpe drengen.

Det udvikler sig til en opdagelsesrejse for Atari og ikke mindst den bidske Chief, som knurrer med Bryan Cranstons bryske stemme. Da menneskene taler ikke-oversat japansk, mens hundene taler engelsk, er det mest et eventyr i hundehøjde.

Undtagelsen er en fyrig amerikansk studerende med stemme af Greta Gerwig, der prøver at snuse sig frem til en hundefjendsk konspiration i bystyret.

Wes Anderson kompenserer for den relativt sparsomme historie med overvældende detaljerigdom. Filmen er et farverigt vidunderkabinet, der forbløffer hver gang, man åbner det. Anderson har en ukritisk appetit på alt, der er japansk: haiku-poesi, sumobrydning, taiko-trommer og ritualistisk tilberedning af sushi.

Det er nærmere æstetisk turisme end en afbildning af et levende, virkeligt Japan, og det er denne tilbøjelighed til at vælte sig i Vestens japanske stereotyper, der har draget anklager om kulturel appropriation.

Man kunne kritisere mange af Andersons film for det samme. Hans syn på Indien i The Darjeeling Limited og New York i The Royal Tenenbaums er også kulturelt forfladigende.

Det er straks mere problematisk, at han i Isle of Dogs føler, at et vestligt publikum har brug for en amerikansk karakter – Gerwigs konspirationsteoretiker – for at identificere sig med historien. Men der har altid været forskel på Andersons verden og den virkelige. Og på trods af den kulturelle ufølsomhed og en bitter afsmag af orientalisme er Andersons film tydeligt motiveret af kærlighed, både til hunde og til hans stiliserede udgave af Japan.

Og Isle of Dogs er et exceptionelt smukt værk.

Animationen fremviser stolt sin kunstighed. Figurerne er animeret med tolv billeder i sekundet snarere end 24, og det giver bevægelserne en charmerende hjemmegjort kvalitet.

Samtidig rammer filmen noget oprigtigt dyrisk. Hundene har en umiskendelig hundethed, når de vender sig nærmest afventende mod kameraet – så man føler sig revet med ind i historien i rollen som de mennesker, der har afvist dem.

Det hører alt sammen med til den excentriske charme, der klør helt ind under huden. Det er også en historie med en solid allegorisk klangbund.

Den katteglade borgmester holder nemlig de sygdomsramte hunde ansvarlig for alle samfundets problemer. Dermed peger filmen fingre ad magtelitens tendens til at udpege syndebukke blandt dem, der ikke kan tale for sig selv. Budskabet får måske Japan til at virke som en vilkårlig baggrund for historien, men der er japansk kultur stemplet på hvert et billede.

Den skrattende animation er ren monsterfilm a la Godzilla, og det nærmest mediterende tempo vækker mindelser om Hayao Miyazakis eftertænksomme animationsfilm.

Men Isle of Dogs låner først og fremmest fra Akira Kurosawa. Den skumle borgmester Kobayashi er bygget over Toshiro Mifunes karakter i Himmel og helvede, og en tidlig konfrontation genskaber nærmest skud for skuden tilsvarende i De syv samuraier.

Og så fanger filmen, til trods for sine diminutive eventyrere og modellervoks-kulisser, den episke fornemmelse og ophøjede ånd i Kurosawas klassiske samuraifilm.

Resultatet er fuldkomment fortryllende.