Biografanmeldelse
05. sep. 2024 | 09:38

It Ends with Us

Foto | Wayfarer Studios

Rygterne om en fejde mellem Blake Lively og Justin Baldoni har skabt store forventninger til filmen, hvor de spiller et tilsyneladende perfekt par.

Hypet trekantsdrama undgår at glamourisere hustruvold, men skuespillet tynges af pinagtige replikker og akavet kærlighedskomik.

Af Rosemarie Kær Lundgaard

Ikke siden Don’t Worry Darling har en film fået så meget foromtale. Dog skyldes det igen ikke de kunstneriske forventninger, men derimod dramaet bag scenen.

Iskolde forhold mellem skuespillerne, anspændte interviews og filmens tabubelagte tema gjorde, at internettet har kogt med konspirationsteorier omkring It Ends With Us inden premieren.

Med kontroverserne kom forventninger til filmen. Forventninger, som den har svært ved at leve op til.

Blake Lively (Gossip Girl, A Simple Favor) spiller den karismatiske Lily Bloom, der er et skelsættende sted i sit liv. Hendes far er netop gået bort, hun er flyttet til Boston og skal endelige til at realisere sin livslange drøm om at åbne en blomsterbutik.

Dog vil skæbnen, at Lily tilfældigt støder ind i den utroligt kønne og veltrænede hjertekirurg, Ryle (Justin Baldoni). Men trods Ryle udadtil er opskriften på den perfekte kærlighedsinteresse, begynder facaden langsomt at krakelere for øjnene af os.

Mens Lily etablerer sin butik og sit nye forhold, støder hun ind i sin ungdomskæreste Atlas (Brandon Sklenar), og filmen skifter fra en forudsigelig romcom til en større fortælling om kompliceret kærlighed på tværs af relationer.

Filmen udspiller sig parallelt på to forskellige tidspunkter i Lilys liv. Mens vi følger udviklingen af Lily og Ryles forhold, vises Lily og Atlas’ altopslugende teenageforelskelse i retroperspektiv.

Gennem flashback udfoldes seriøsiteten bag deres relation gradvis, indtil betydningen af forholdet går op for Lily og publikum. Og Ryle.

I sine fineste sekvenser er filmen et eksempel på, hvorfor man ikke skal kimse af romcom, der sagtens kan indeholde kærlighedsdilemmaer større end valget mellem to smukke mænd.

It Ends With Us er baseret på Colleen Hoovers populære roman af samme navn. Bogen fik megen omtale grundet sine ømtålelige emner som gaslighting og hustruvold. I filmens tilfælde er det spekulationer om det dårlige forhold mellem hovedrolleindehaverne Blake Lively og Justin Baldoni, der også instruerer filmen, som har stjålet fokus.

Uanset kontroverserne er Blake Lively filmens sande stjerne. Hun giver Lily en vitalitet og elskværdighed, og hendes charme og famøse hårpragt stråler i hver eneste scene.

Lily og Atlas’ yngre selv er blevet realiseret ved hjælp af unge skuespillere, og især teenageudgaven af Lily (Isabela Ferrer) blomstrer som en tro kopi af Blake Lively.

Det unge pars kemi smitter af på nutidens Lily og Atlas, og er med til at give Lively og Sklenars kemi mere troværdighed. Den er nemlig stærkt udfordret af Sklenars intetsigende portræt af Atlas, hvis personlighed udelukkende består af hans restaurant og ungdomsforelskelse i Lily.

Konflikten mellem Lily, Ryle og Atlas er filmens toksiske centrum. Filmens konstante intimitet og uventede drejninger er med til at sørge for, at trekantsdramaet ikke bliver kedeligt.

Men It Ends With Us balancerer konstant på grænsen mellem ægte drama og akavet romcom. Justin Baldoni trækker det tungeste læs med pinlige replikker og opstillede kærlighedserklæringer. Om han som filmens instruktør har set det som en personligt kunstnerisk udfordring at give sig selv størstedelen af filmens pinagtige momenter, er uvist.

Det er på sin vis befriende at se et så tabubelagt emne som hustruvold i en kontekst med kærlighed og latter.

Det viser kompleksiteten i voldelige forhold, men samtidig kan det til tider føles anstrengende at se det alvorlige tema blive behandlet i en til tider useriøs kontekst.

Trailer: It Ends with Us

Kommentarer

Titel:
It Ends with Us

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Justin Baldoni

Manuskript:
Christy Hall

Medvirkende:
Blake Lively, Justin Baldoni, Brandon Sklenar, Jenny Slate

Spilletid:
130 min

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
5. september

© Filmmagasinet Ekko