Ixcanul: Vulkanen

Jayro Bustamantes debutfilm slutter og starter med et nærbillede af Marías ansigt, filmens hovedperson, som skal balancere på en knivsæg mellem lyst og pligt, by og land, ensidig vilje og tradition.

Hendes ansigt i frontalt close-up draperes med fletninger og bånd. Som mayaindianernes kulturelle koder foreskriver. Billedsiden er ekspressive flader af lys og skygge. Som brudflader mellem frihed og familieforpligtelser. På en gang smukt og klaustrofobisk fængslende.

Marías familie er fattigearbejdere på en kaffeplantage. Men det forestående giftermål mellem plantagebestyreren Ignacio og arbejderdatteren María tegner en lys fremtid. Dog først og fremmest for hendes far og geskæftige mor, lader det til.

”Du elsker da Ignacio, ikke?” spørger matriarken mere end ledende María, da den kommende svigerfamilie aflægger besøg (filmen indledes af bønder, der vil tvinge en flok grise til at bedække en so, og jeg kan ikke finde ud af, om det er vulgær eller bare kras symbolik).

For moren er ægteskabet en forretning. María synes ikke for alvor engageret. Hun drømmer. Om et andet liv og USA, der ligger lige på den anden side af vulkanen og en lille parentes kaldet Mexico.

Mayabefolkningen har siden spanierne invaderede Guatemala været et undertrykt folk. I dag, hvor det spanske gennemstrømmer befolkningen, er de en minoritet i det land, som engang var deres, selv om de udgør halvdelen af befolkningen. Ingen, ud over mayaerne i plantagerne og på markerne, taler i dag de 22 mayasprog. Det gør de i filmen.

Mestizerne, spaniernes mayanske efterkommere, og de hvide har gjort spansk til guatemalansk. Og det taler kun et fåtal af det oprindelige folk på landet og højdedragene, hvor tilværelsen handler om overlevelse. Det er den uretfærdighed, guatemalanske Bustamante gerne vil pege fingre ad.

Filmen er lavet med et fransk hold, og skuespillerne er lokale mayaer, der taler kaqchikel-indianernes sprog. For en bleg velfærdsdansker er Ixcanul: Vulkanen en antropologisk rejse i ukendt land. Det er også en ganske rørende historie om en mors vilje og en datters rådvildhed.

I mellemrummene bevæger kameraet sig søgende gennem skoven, gennem de grønne blade, og finder María i intim kontakt med Pepe, der har tænkt sig at rejse væk. Men han vil smage hende, hvis han skal tage hende med, og i sidste ende får han, beruset, bag baren, lov til at smage.

María bliver gravid, og Pepe rejser uden hende. Da det går op for moren, går hun pragmatisk til værks for at abortere barnet. Men lige meget hjælper det. ”Det er barnets skæbne at leve,” konstaterer hun. Man er aldrig i tvivl om hendes misforståede kærlighed.

Ixcanul beskriver et bevidsthedens og et kærlighedens fængsel. I hovedrollen som María går María Mercedes Coroy dog igennem filmen med melankolsk stenansigt, og filmen lider lidt under samme problem som den peruanske Faustas perler fra 2009, der også vandt hæder på Berlinalen. Vi lærer aldrig rigtigt hovedpersonen at kende, vi mærker kun den kulturelle spleen, hun repræsenterer.

Moren i filmen er til gengæld en fint skarptegnet mor fra helvede. Hun vil alt det bedste, men det onde kan, som bekendt, være et misforstået gode. Og María Telón spiller hende med insisterende dominans, insisterende kærlighed.

Filmens helt store problem er dog det manglende tempo. Bustamante klipper sjældent før transportscenen har fået lov at spille til den bitre ende. Lange indstillinger er ikke fængslende, jo, hvis man som Quentin Tarantino eller Martin Scorsese lader en hel verden udfolde sig, eller, som Michael Haneke lader forventningen om noget grusomt ulme og detonere.

Art filmgrebet ender i Ixcanul med at være mere søvndyssende end meditativt. Det er ærgerligt, for historien er vigtig, og billedsiden dragende. Nærbillederne af María er en Dreyer værdig, og kvinderne i sauna er malerier af lys og skygge.