Jack Reacher 2: Never Go Back

Hvis Tom Cruise går rundt og er lidt forvirret og i tvivl om, hvilken actionhelt han er for tiden, er det ikke så mærkeligt.

På trods af sin modne alder har Cruise i de seneste par år spulet flere actionfilm ud i æteren end mange af sine jævnaldrende kolleger. Tænk bare på Edge of Tomorrow, Oblivion og Mission: Impossible – Rogue Nation. Den sidstnævnte er i øvrigt det femte kapitel i franchisen om agenten Ethan Hunt personificeret af Tom Cruise.

En anden franchise, som den amerikanske skuespiller har involveret sig i, er Jack Reacher-serien baseret på Lee Childs romaner. Den første film fik premiere i 2012 og blev modtaget forbeholdent, men mest positivt af anmelderne. Nu rammer efterfølgeren så biograferne.

Og lad det være sagt med det samme: Jack Reacher 2: Never Go Back er smæk for skillingen og en actionfilm med lidt ekstra actionfilm oveni. Det kan man så købe eller lade være, men det er solidt underholdende i størstedelen af de to timer, den varer.

Jack Reacher (Cruise) er den pensionerede major, der flakker rodløst omkring, og som lejlighedsvis involverer sig i forskellige sager. Sådan en sag opstår, da to af Reachers gamle kolleger i den amerikanske hær bliver likvideret på mystisk vis.

Da den kvindelige major Turner (Cobie Smulders fra How I Met Your Mother) fængsles for spionage, kan Reacher ikke sidde de uretmæssige beskyldninger overhørigt. Han befrier Turner, og sammen begynder de at grave i sagen, der hurtigt ligner et hemmeligt komplot mellem militærets chefer og en stor våbenfabrikant.

Lige fra filmens første scene etablerer universet sin præmis. Jack Reacher 2: Never Go Back er en actionfilm, der har en cool Tom Cruise i hovedrollen, og det ved den udmærket godt.

Derfor kan Cruise i rollen som Reacher også bare få to politimænd anholdt med et køligt og selvsikkert overblik i filmens begyndelse. Jack Reacher er jo action-helt i en actionfilm, så man hengiver til sig til al tjubangen og accepterer filmens minimale mængde af realisme.

Og sådan fortsætter Reacher hele filmen igennem på sit blodige Tom Cruise-togt fra Washington til karnevalet i New Orleans.

På mange måder ligner Jack Reacher-filmene Mission: Impossible-serien. Faktisk så meget, at Cruise næppe har behøvet at skifte garderobe fra den ene film til den anden, for uniformen er altid en stram t-shirt og læderjakke.

Når det er sagt, rammer filmen både noget sørgeligt, nærmest ynkeligt, i Jack Reacher-karakteren, men også noget sejt og hårdtslående. Reacher er nemlig ensom og forknyt, så da han opdager, at han måske er far til den femtenårig Samantha (Danika Yarosh), og hun efterhånden vikles ind i dramaet, kompliceres det hele endnu mere.

Snart udgør Reacher, major Turner og Samantha et umage trekløver på opklaringsarbejde med de to førstnævnte i forældrerollen over for den unge Samantha.

De tre er kernen i filmen og afføder et par diskussioner om kønsstereotyper, familie og seksualitet, men det hele forbliver i den overfladiske afdeling. I stedet fungerer kernen som en slags motor, der driver Reacher og Turner ud i alverdens actionscener.

Og her snubler klichéerne nærmest over hinanden garneret med en god omgang oneliners. Flere gange virker det sågar, som om Jack Reacher 2: Never Go Back dyrker klichéerne og spiller på dem mere eller mindre bevidst. Det afføder en del latter undervejs, fordi filmen står helt og aldeles ved sine floskler.

Det bliver næppe den sidste film i serien, for Jack Reacher er skabt således, at der altid kan dukke en ny sag op til ham. Derfor er det heller ikke bydende nødvendigt, at man kender universet og den foregående film for at lade sig underholde af Jack Reacher 2: Never Go Back.