Også i år byder Hollywood på utallige fortsættelser og genindspilninger, hvor der bliver længere og længere mellem de originale pletskud.
Jack Ryan: Shadow Recruit er hverken fortsættelse eller remake, men et forsøg på at genintroducere Tom Clancys berømte CIA-agent, uden at handlingen – som i de fire foregående Clancy-film – bygger på en af forfatterens tretten bøger i serien.
Men desværre er Jack Ryan: Shadow Recuit det rene venstrehåndsarbejde fra manuskriptforfatterne David Koepp og Adam Cozad.
I de første ti minutter får vi etableret den unge Jack Ryans (Chris Pine) karaktertræk og motivation. Vi starter 11. september 2001 på et universitet i London, hvor den økonomisk begavede amerikaner følger tvillingetårnenes kollaps på tv-skærmene. Angrebet rammer hans patriotiske samvittighed – ud med skolebøgerne, ind i marinekorpset og af sted til Afghanistan.
Karrieren bliver dog kort. Han styrter ned med en helikopter, og som en sand american hero redder han to døende venner ud fra vraget – selvom han selv har brækket ryggen og mistet førligheden!
Keira Knightley kommer på banen som sygeplejersken Cathy, der genoptræner ham og mere til: De bliver kærester. Så træder Kevin Costner ind i billedet som en mystisk CIA-agent, der rekrutterer vores hovedperson til at infiltrere nogle børshajer på Wall Street, der har lyssky forbindelser til den russisk oliemilliardær og formodede terrorist Viktor (Kenneth Branagh).
Som i klassiske agentfilm må Ryan ikke afsløre sit nye hverv over for omgivelserne, men her bruges præmissen alene til at skabe dramatisk røre på hjemmefronten. Ryan er nemlig ikke mere skarp spion, end at han efter et hemmeligt møde i en biograf glemmer billetten, som Cathy finder i hans bukser, da hun skal vaske dem.
Sådan skal vi trækkes gennem det håbløse forhold, der kun bliver værre, da hun pludselig dukker op i Moskva, hvor Ryan prøver at komme ind på livet af Viktor. Russeren har nemlig lagt planer om et terrorangreb så udspekuleret, at USA vil blive reduceret til et u-land, hvis det lykkes.
Mere kød er der ikke på historien, hvis brikker falder på plads som i en banal krimibasker. Der er langt til det intelligente plot fra spionfilm i Dame, konge, es, spion eller den nervepirrende action, man finder i Bourne-trilogien.
Kenneth Branagh, der også instruerer, fylder i stedet tiden ud med kedsommelige sekvenser uden sans for den adrenalinrus, man kan få i genren, når den er bedst. En klichefuld scene, hvor Ryan kæmper mod tiden for at tømme skurkens computer for følsomme oplysninger, inden skydegale vagter stormer ind på kontoret, er blot ét eksempel.
Værst er dog, at Jack Ryan er endt som en middelmådig 007, der snildt kan tæve den ene skurk efter den anden. Skuespilleren Chris Pines er udmærket, men det er bare ikke i Jack Ryans natur at være en action-mand.
I Tom Clancys univers er han den intelligent helt, der vinder ved at sætte skurkene mat i det politiske magtspil, sådan som Harrison Ford så fornemt gjorde det i Phillip Noyces glimrende Patrioternes spil og Dødens karteller.
I Jack Ryan: Shadow Recruit er spiongenren og det politiske spil droppet, og i stedet er filmen blevet et ligegyldigt miskmask af kærlighed og patriotisk action.
Kommentarer