Jagten

Da Festen havde verdenspremiere i 1998, kom det frem, at filmen var baseret på et DR-radioprogram, hvor en mand fortalte om sin stedfars årelange sexovergreb på ham og søsteren. Nogle år senere blev det afsløret, at manden havde opdigtet historien. Den instinktive sympati for det tilsyneladende offer havde fået DR og mange andre til at suspendere den kritiske sans.

Med Jagten fortæller Thomas Vinterberg denne anden side af det tabubelagte emne. Hvor Festen handlede om incest, handler Jagten om pædofili – eller rettere: falske anklager om pædofili. I H.C. Andersens land kan en fjer stadig blive til fem høns og skabe et massehysteri, der ender i selvtægt. En moderne heksejagt.

Jagten lægger ud med høj stemning og masser af humor, for som durkdreven fortæller ved Vinterberg, at grin er vejen til gråd. I præcise scener tegnes billedet af en midtnormal mand i en midtnormal provinsby. Den omsorgsfulde Lucas (Mads Mikkelsen) hygger sig med jagtkammeraterne og passer sit arbejde som pædagog i børnehaven, hvor ungerne elsker ham.

Lucas har overskud til at tage sig af den lille Klara (Annika Wedderkopp), der går i børnehaven. Hun er datter af Lucas’ ven Theo (Thomas Bo Larsen) og lider under forældrenes skænderier. Hun skriver et kærestebrev til Lucas, og da han høfligt leverer det tilbage, bliver hun såret. Inspireret af et pornobillede, som hendes bror har vist hende, fortæller hun børnehavens leder Grethe (Susse Wold), at hun har set Lucas’ stive tissemand. En unavngiven autoritet tilkaldes og stiller Klara ledende spørgsmål. Og så er helvedet løs.

I de følgende scener – filmens bedste – falder Lucas’ verden fra hinanden. Han bliver bandlyst af det lille samfund, og snart har han hverken arbejde, venner, kæreste eller søn. Vinterberg skaber en stærk identifikation med den uskyldigt forfulgte – en klassisk filmfigur, der går tilbage til Hitchcocks suspense-thrillere med Menneskejagt som højdepunktet. Selvtægten i lillebyen leder tankerne hen på Sam Peckinpahs Straw Dogs.

Mads Mikkelsen er med sit fine underspil perfekt til at spille denne underdog, der forsøger at bevare sin værdighed i derouten. Men da han bliver gennembanket af en stupid slagter i supermarkedet, nikker han slagteren en velplaceret skalle. Noget overraskende, at Lucas skulle besidde den slags evner, men Vinterberg og manusforfatter Tobias Lindholm ofrer troværdigheden for at tilfredsstille retfærdighedsfølelsen.

Når Vinterbergs film er bedst, rammer de én følelse lige så rent som en popsang. Det er – i både Jagten og Festen – den indestængte vrede over at være blevet jokket på, ydmyget, vanæret. Og den bløde mand retter ryggen – et eksistentielt valg, som er at finde i alle Vinterbergs film.

Kvinderne har lidt ensidigt fået tildelt de største skurkeroller, men instruktøren er til gengæld i sit es, når det gælder venskabet mellem Lucas og Theo. Vinterbergs trofaste skuespiller, Thomas Bo Larsen, viser en ny side af sit talent med fuldskæg og et ulmende, bondsk temperament.

Som Klara er Annika Wedderkopp rørende, hvilket bekræfter, hvor eminent en børneinstruktør Vinterberg er. Men hele castet brillerer – selv Lucas’ hund, der gør, hver gang ekskonens navn siges. Charlotte Bruus Christensens kamera indfanger stemningen i en typisk dansk provinsby, en blanding af idyl og klaustrofobi, og nærbillederne af ansigter har den vinterbergske følsomhed, som vi kender fra hans tidligste film. Et visuelt udtryk for heksejagten kunne dog have givet filmen det sidste løft.

Jagten er ingen genistreg som Festen. Den er en stærk og regulær historie lige ud ad landevejen. Men alligevel et brag af et comeback for Thomas Vinterberg. Han er tilbage på verdensscenen, og tankevækkende nok sker det – efter livtag med en international karriere – med en dansksproget film.

Trailer til Jagten