Jagten på Chaplin

Har man stadig Om guder og mænd i nogenlunde frisk erindring, og det bør man have, vil instruktøren Xavier Beauvois’ Jagten på Chaplin komme som en overraskelse.

Hvor alt i munkedramaet var stort, rent og klassisk, en rigtig fransk auteur-film, er Jagten på Chaplin en filmisk pendant til klondike, en stor seriøs kunstners folkekomedie. Der er noget kolonihaveskramlende over filmen. Et stykke blik der stikker ud foroven, noget snavs der dratter ud forneden.

Det er med andre ord svært at forestille sig mere forskellige film end de to af Beauvois, og jeg elsker dem lige højt. Og af stik modstridende grunde.

Jagten på Chaplin (Løsepengene og æren er originaltitlen, så en fri oversættelse er vist på sin plads) er den mere eller mindre sande historie om to venner, en belgier Eddy og en algierer, Osman, der bor i en lille kanton i Schweiz. Eddy lever i en ramponeret campingvogn, som Osman låner ud til ham, hvis han vil lege fransklærer for Osmans datter, mens moren er indlagt på hospitalet med en hofteskade, der bliver dyr at behandle.

Så dyr, at der må desperate midler til.

Tilfældet vil, at den legendariske komiker Charles Chaplin, Charlot, går hen og dør i nabokantonen. ”Tre km væk, to meter under jorden. Det kræver bare en skovl og nogle nosser,” som Eddy udtrykker det, da han skal overbevise den mere renskurede Osman om, at de skal kidnappe liget og gøre sig rige på løsepengene. Og få Eddys kone opereret naturligvis. Hendes job som rengøringsdame står jo heller ikke og venter i det uendelige.

Der er lagt op til stor, bøvet situationskomik a la Olsenbanden, og Xavier Beauvois ryster ikke på hånden. Han er lige så ferm i denne genre som i Om guder og mænds store episke drama. Der er mere end et strejf af finske Aki Kaurismäki over filmen, men Beauvois er mere loyal over for sine karakterer, hvilket giver Jagten på Chaplin en emotionel klangbund og en tredimensionalitet, der gør, at den holder sig i erindringen.

Det er en dristig film.

Mange vil kløjes i dens jongleren med genrekonventioner, dens mange umage stemningsskift. Hele filmen ledsages af stor, klassisk, symfonisk musik, der forekommer næsten obskønt i dette uglamourøse, regnvejrspjaskende udkants-Schweiz. Inspirationen, der er autentisk Chaplin’sk, er indimellem tæt på at være overgjort, men når effekten – sammenstillingen af det lavpraktiske og det sublime – lykke, er det en fryd.

Det er så filmisk og så smukt, hvordan planen om at kidnappe Chaplins lig langsomt fødes.

Et håbefuldt – naivt? – strygertema a la Hollywood titter forsigtigt frem. Eddy, der hverken har job eller nogen fremtidsudsigt, sidder fortvivlet og kigger ud i luften, mens han varmer sig ved levende ild, han har tændt i en olietønde. Så får han øje på spaden, der står op ad væggen. Vi klipper tilbage til hans gryende erkendelse, musikken vokser i omfang og patos, og han gnider hænderne mod hinanden foran ilden og sender et blik – og et gavtyvegrin – op mod Vorherre, eller i hvert fald mod campingvognens loft.

Da de så har hugget liget og skal grave det ned en anden gang, stopper Eddy på et tidspunkt og lytter efter noget, han har hørt inde fra skoven, men musikken gjalder triumferende videre. For det her kan ikke galt. I dette store karmaspil må de to vinde. De er den slags flinke forbrydere, vi kender fra folkekomedierne.

Hvorfor kan det ikke gå galt? Hvorfor må det ikke gå galt? Fordi Charlot er de hjemløses, indvandrernes og de fattiges ven, ”og vi er alle tre ting,” som den altid snarrådige Eddy siger. Det er tæt på, at Chaplin selv ville have kidnappet sig, så sympatisk indstillet ville liget være over for sine kidnappere.

Jagten på Chaplins store udfordring handler om tonarter, om at kunne balancere i hele dur/mol-skemaet mellem situationskomedie, social satire, patos og spænding. Og gu’ lykkes det.