Med Klassefesten-filmserien demonstrerede manuskriptforfatterparret Claudia Boderke og Lars Mering, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvad et biografpublikum vil se tre midaldrende mænd gøre ved deres kroppe.
Da de senere kastede sig over Jagtsæson, endnu en film om en vennetrio på glatis, var det ikke just inspireret. Men i det mindste var mændene skiftet ud med kvinder, hvis pinlige midtlivskrise-aktiviteter ikke er set en milliard gange før.
Desværre var Jagtsæson også mere interesseret i fortænkte vanvidscenarier og numsejokes end i at satirisere over midaldrende kvinders faktiske oplevelser.
Men i opfølgeren Jagtsæson 2 – I medgang og modgang virker det faktisk, som om Boderke og Mering har noget på hjerte.
Filmen starter med en ganske sjov scene, hvor hovedpersonen Eva (Mille Dinesen) er på besøg hos jobcentret for at tale om sin frugtesløse jobjagt.
Dagpengesystemet er et oplagt sted at lede efter pinlig humor, og Josephine Nørring brillerer som jobkonsulenten, der med sin patroniserende empati kun gør situationen værre.
”Der var bare ikke nogen, der kunne lide dig?” spørger hun med barnlig uforsigtighed og sender Jagtsæson 2 – I medgang og modgang flyvende fra start.
Filmen udvikler sig til, at Eva prøver at få arbejde hos tøjvirksomheden EcoWear ved at invitere sin potentielle chef til sin veninde Bellas polterabend.
Bella (Stephania Potalivo) skal nemlig giftes med Evas eksmand. Hele den første film gik med Evas jalousi, men det er heldigvis lagt på hylden nu, og Eva er fuldt fokuseret på at imponere EcoWear-direktøren Jacob Martin.
Jacob Martin er skrevet som Støjberg-Danmarks værste mareridt. Han er panseksuel, selvhøjtidelig, elsker økologi og er demonstrativt politisk korrekt.
Det forventede paintball og strip kan derfor overhovedet ikke komme på tale, og Eva omlægger hele festen efter Jacob Martins ønsker.
På trods af den nærmest aggressive stereotypisering får Martin Greis-Rosenthal masser af humor ud af rollen som Jacob Martin, der holder Eva og handlingen på stikkerne.
Generelt er filmen præget af veloplagte biroller, blandt andre en uhyggeligt snottet dreng i et lægeventeværelse, og handlingen glider let derudaf.
Det gør de uundgåeligt indslag med brændte kussehår, talende dildoer og sædeksplosioner mere tålelige. Men desværre kammer pjatteriet hurtigt over med tissemandsformede rodeotyre, og som tilskuer føler man sig ofte som den ædru chauffør til spritstiv studenterkørsel.
Ikke mindst fordi filmens bedste vittigheder gentages, indtil man ikke kan huske, hvorfor de var sjove i første omgang. For eksempel den morsomme måde, Jacob Martin udtaler ordet ”kakao” på.
Eva går for langt for at få arbejde, men hvorfor skal hun gøres til skurk, fordi hun ikke følger veninden Marlenes (Lærke Winther) formaninger?
Ifølge Marlene skal Eva være en god ven over for Bella, droppe jobbet og så ellers få sin søde hospitalsklovnekæreste (Lars Ranthe) til at løse hendes økonomiske problemer.
Ud over det småstødende budskab er det også åndssvagt, fordi der vitterligt ikke er nogen grund til, at Eva skal være en god veninde over for Marlene og Bella, der begge er temmelig horrible.
Marlene bestiller ikke andet end at savle over tilfældige yngre mænd, og Bella presser sin forlovedes ekskone til at arrangere sin polterabend, hvorefter hun konstant brokker sig over manglen på bungeejumping og bobler.
Trods alt er Jagtsæson 2 – I medgang og modgang bedre end etteren, og man kan håbe, at Eva får sig nogle bedre venner i den uundgåelige tre’er.
Kommentarer